Antibiotikaresistensen i bakterier hos slagtegrise og kalve steg i 2023, det viser Danmap-rapporten fra DTU Fødevareinstituttet. Til trods for stigningen er Danmark dog stadig på et lavere niveau, end de fleste andre EU-lande, det skriver DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.
I 2023 er der fundet øget forekomst af antibiotikaresistens i indikator og zoonotiske bakterier (enterococcus faecalis, campylobacter coli og salmonella) fra grise og grisekød. I enterococcus faecalis fra slagtegrise er der observeret en stigning i resistens på 1 til 5 procent overfor flere antibiotika. For bakterien campylobacter coli er der sket stigninger i resistens på 5 til 9 procent, når man sammenligner med tallene fra 2021.
Der er desuden konstateret en drastisk stigning af multiresistente Salmonella Typhimurium bakterier i 2023, efter en faldende tendens de seneste tre år. Sammenlignet med 2022 er multiresistens i Salmonella Typhimurium fra grisekød steget med 27 procent. Ligeledes, er forekomsten af resistens overfor mindst ét antibiotika steget med 22 procent, når det gælder Salmonella Derby i grisekød.
- Den stigende tendens i forekomsten af antibiotikaresistens i bakterier fra grise og fra grisekød er bekymrende. Samtidig ser vi også et øget antibiotikaforbrug i griseproduktionen. Årsag og sammenhæng mellem det øgede forbrug og de observerede stigninger i antibiotikaresistens skal undersøges grundigt, siger seniorforsker Ana Sofia Ribeiro Duarte fra DTU Fødevareinstituttet.
Betydelig stigning hos kvæg
Tilsvarende tendenser med stigende antibiotikaresistens ses også i bakterier fra kalve.
I løbet af de seneste fem år er andelen af multiresistente Escherichia coli (E. coli) steget betydeligt. Fra 2022 til 2023 er der sket en stigning i resistens på mellem 2 procent og 7 procent overfor antibiotika af typen ampicillin, chloramphenicol, sulfamethoxazol, tetracyclin og trimethoprim.
Samtidig er der i 2023 observeret en stigning i antibiotikaforbruget til kalve under 1 år.
På trods af øget antibiotikaresistens fra danske fødevareproducerende dyr ligger Danmark lavere, hvis man sammenligner med de fleste andre EU-lande. Især påvises resistens overfor kritisk vigtige antibiotika enten sjældent eller slet ikke.
Resistens overfor tredje generations cephalosporiner i E. coli fra dansk kvæg og grise er for eksempel faldet yderligere i 2023, og resistens overfor carbapenemer er ikke påvist. Begge antibiotikaklasser er kritisk vigtige i behandlingen af mennesker.

