Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Debat: Deltidslandmænd og -kvinder er guld i samfundskontakten
I en tid hvor vores erhverv står ved en korsvej og hvor alle danskere har en mening om landbruget, er deltidslandbrugene en meget vigtig brik i samfundsdebatten. Ikke dermed sagt at de store veldrevne landbrug på landet ikke også spiller en vigtig rolle i fremvisning af erhvervets aktiviteter - det gør de så absolut.
Der hvor jeg vil hen, er at sætte fokus på den særlige rolle, som deltidslandbrugene spiller i landdistrikterne, med at bygge bro mellem land og by. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2020 9.100 heltidsbedrifter og 24.200 deltidsbedrifter i Danmark.
Rigtig mange familier, hvis liv tager udgangspunkt i et deltidslandbrug, bor og arbejder deltids på landet, men arbejder desuden ofte også deltids i byen, hvor de har deres daglige kontakt med "by-folkene" og kan være budbringere til kollegaer og venner om alt det, der sker ude på landet. På vegne af sig selv men også på vegne af hele landbrugserhvervet.
Det bygger ofte bro, og sætter et ansigt på landbrugserhvervet, i tankerne hos modtageren af budskabet i en snak hen over frokostbordet på arbejdspladsen. Der er stor forskel på, om det er et stort ukendt erhverv, man ønsker at skære i rammebetingelserne hos, eller om det er den flinke kollega, der har grøntsager med i baggagerummet til kollegaerne hver fredag, som skal nedlægges.
Det er også blandt deltidslandbrugene, at vi indimellem finder folk fra byen, som af forskellige grunde finder det attraktivt at drive et deltidslandbrug eller hobby-landbrug på landet ved siden af deres aktiviteter i byen. For mange af dem handler det om at kunne have "det gode liv på landet" - hele ugen eller i dele af den - med gode kollegaer blandt naboerne og besøgende fra byen ind imellem.
Sådanne relationer mellem folk fra land og by, er utroligt vigtige i en tid hvor den politiske implementering af tre-parts-aftalen finder sted, og hvor vi, som erhverv, skal finde lydhørhed overfor erhvervets situation og betingelser.
For stod vi i en situation hvor det udelukkende var "dem og os", er der ingen tvivl om, at man lettere kunne risikere politiske beslutninger, som kunne vride halsen om på mange landbrug. Forståelse for erhvervet og dets befolkning på landet er utrolig vigtig, når det handler om hvor baren skal sættes for erhvervets rammevilkår.
Hos deltidslandbrugene er berøringsfladen mellem land og by stor og det er vigtigt, at vi derfor husker på og benytter os af de muligheder, der ligger for politisk påvirkning her.





