Med introduktionen af Maykers på det danske marked ville Kramp Group være på forkant med digitaliseringen i agri-branchen. Målet var en one-stop online markedsplads til landmændene, forankret i deres lokale forhandler, med adgang til flere leverandører af forskellige landbrugsløsninger.
Nu udfaser Kramp dog Maykers-brandet ved at integrere og forene de bedste egenskaber fra maykers.dk til kramp.com, det meddeler Kramp i en pressemeddelelse.
- Vi ønsker at styrke Kramps digitale tilstedeværelse og gøre det nemmere for vores forhandlere og landmænd at få det, de skal bruge fra Kramp. Derfor er vi kommet til den konklusion, at vi vil simplificere vores setup, og at vi gør det bedst ved at slå vores onlineløsninger sammen på én platform, fortæller Peter Søgaard, salgsdirektør i Kramp Danmark.
Kramps forhandlere anvender allerede idag kramp.com, hvorimod landmændene har kunnet tilgå Kramps sortiment via maykers.dk.
- Vi prioriterer fra strategisk side at styrke vores samarbejde med forhandlernetværket - og derfor forener vi nu landmænd og forhandlere på den platform, som forhandlerne er hjemmevante i. Kramp er et stærkt, genkendeligt og troværdigt brand, og derfor vælger vi også at fortsætte vores digitale udvikling her, fortæller Peter Søgaard og fortsætter:
- Maykers har været en succes, og vi har formået at få mange landmænd til at tænke anderledes, når det gælder indkøb. Den erfaring, vi har fået af det, vil vi nu trække med over i Kramps univers. Vi får ikke alle funktioner med over, men arbejder på at få de bedste egenskaber fra Maykers integreret i kramp.com.
Maykers.dk lukker ned for handler fra årsskiftet.





