Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Dansk præcisionslandbrug stiger stødt
Landbrug, som anvender præcisionsteknologi, dyrkede 81 procent af det danske landbrugsareal i 2024 mod 78 procent i 2023. Det skriver Danmarks Statistik i en ny opgørelse.
Alle anvendelsesformer steg fra forrige år, for eksempel sektionsstyring af sprøjter med videre, som steg fra 57 procent af arealet i 2023 til 65 procent i 2024.
Sektionsstyring af sprøjter med videre er i år yderligere opdelt i sektionsstyring af planteværn, som dækkede bedrifter med 59 procent af landbrugsarealet og spredning af handelsgødning, som dækkede 51 procent.
Præcisionslandbrug indebærer i denne sammenhæng brug af data fra satellitter, sensorer med videre til mere nøjagtig kørsel og målrettet tildeling af gødning med mere.
Omfatter et større antal bedrifter end tidligere
Når man ser på antallet af bedrifter i stedet for areal, steg andelen af landbrug, hvor der anvendes præcisionsteknologi ligeledes, nemlig fra 40 procent i 2023 til 44 procent i 2024. Et flertal af alle bedrifter, 56 procent anvender fortsat ikke præcisionsteknologi.
Landbrugsbedrifter, som anvender præcisionsteknologi, har et gennemsnitligt areal på 171 hektar mod 94 hektar blandt alle bedrifter med afgrøder. De største arealer findes på de bedrifter, som bruger fotos fra satellitter/droner eller afgrødesensorer.
Teknologi udbredes til små og mellemstore bedrifter
Gennemsnitsarealet på de bedrifter, der anvender præcisionsteknologi, faldt imidlertid lidt fra 183 hektar i 2023 til 171 i 2024. Det kan ses som et udtryk for en stigende udbredelse af teknologien til mindre og mellemstore landbrug.
Landmænd med nylig efteruddannelse (kursus inden for de seneste 12 måneder) anvender hyppigere præcisionsteknologi end landmænd uden efteruddannelse. Således anvendte 71 procent af de landmænd, der har efteruddannet sig for nyligt, præcisionslandbrug mod 44 procent af alle bedrifter. En tilsvarende forskel gør sig gældende for de enkelte teknologier.
Præcisionslandbrug er for dyrt for nogle landmænd
Blandt de landmænd, der ikke bruger præcisionsteknologi, nævner 46 procent "for store omkostninger" som en barriere. 35 procent mener, at variationen i markerne er for lille, og 25 procent nævner "manglende kompetence og viden". Kun 10 procent mener, at det er svært at få teknologien til at virke, og 19 procent nævner "andre årsager".