Abonnementsartikel
En ny robot på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet kan blandt andet booste forskningen i planter, der udnytter vand og næringsstoffer bedre. Første forsøg er med byg.
Den nye fuldautomatiserede robot, der er blevet installeret i et væksthus ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet i Taastrup, kan overvåge udviklingen hos planter i 117 store potter eller 468 små potter og så behandle dem individuelt ud fra målinger af planternes tilstand.
Hver plante kan for eksempel blive vandet og gødet alt efter den målte koncentration af vand og næringsstoffer i jorden i den enkelte potte. Ligesom robotten blandt andet kan rotere, måle og veje planterne samt flytte rundt på dem, så planterne får ens vækstbetingelser. Robotten har desuden to termiske kameraer og et multispektral kamera til blandt andet at måle planternes vækst og om de er stressede.