Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Debat: Trepartsaftale fejlvurderer kvælstof
DEBAT: Kvælstof-problemet er en politisk konstruktion, som har resulteret i, at landbruget er blevet sat til at grave sin egen grav.
Den aktuelle grønne trepartsaftale er baseret på en politisk fejlvurdering af kvælstof. Alligevel har et politisk flertal og nogle grønne organisationer højlydt hyldet sig selv for aftalen.
Oprindeligt skulle aftalen sigte mod en begrænsning af CO2-ophobningen i atmosfæren. Men aftalens udformning betyder, at den ikke begrænser CO2-ophobningen, men blot angriber dansk økonomi og beskæftigelse og flytter CO2-udledningen uden for landegrænserne, hvor den giver samme CO2-ophobning i atmosfæren.
Undervejs blev trepartsforhandlingerne kapret til også at omfatte yderligere tiltag mod kvælstof begrundet med nogle "døde fjorde" og pseudo-ceremonier under deltagelse af pseudoforskere. Men præmissen er falsk: Fjordene er ikke ramt af "landbrugets kvælstof", som det hedder i reklameindslagene fra Danmarks Naturfredningsforening akkompagneret af en aktivistisk stemme fra Aarhus Universitet. Fjordene var - og er - derimod først og fremmest ramt af mange års uhæmmet spildevandsudledning med store mængder organisk materiale, fosfor samt tungmetaller og kemiske stoffer, som myndighederne end ikke analyserer for, selv om EU kræver det.
Trepartsforligets bebudede store forandring af Danmarkskortet med skovrejsning i stor skala (selv om vi allerede har fire gange så meget skov som i vikingetiden) vil ikke hjælpe på kloakslammet i bunden af fjordene. Her ville investering i en mere ansvarlig spildevandshåndtering være mere succesfuldt, men åbenbart ikke så sjovt for politikere.
Det må konstateres, at et politisk flertal er bukket under for en propaganda om, at stort set hele problemet i vandmiljøet skyldes "landbrugets kvælstof". Fagligheden er for længst blevet overmandet af politiske holdninger.
Det siger jo sig selv, at den politiske proces ødelægges, hvis folketingets beslutninger bygger på den forudsætning, at myndighedsbetjeningen er videnskabeligt objektiv, når den forudsætning ikke holder. Myndighedsbetjeningen har i årevis været belastet af en række politiske og holdningsmæssige konklusioner - her tænkes ikke mindst på input til debatten fra Aarhus Universitet, der i højere grad har angrebet landbruget end anvist vejen til et bedre vandmiljø.
Vandplaner og kvælstof-forvirring
De omstridte kvælstofmodeller, der bruges i vandplanlægningen, bygger ifølge myndighedsbetjeningen på Aarhus Universitet (Karen Timmermann, DCE) på Justus von Liebigs minimumsteori, hvilket hun har illustreret med følgende klassiske grafik, "Den begrænsende faktor". Hun undlader at fortælle, at teorien gælder i lukkede systemer - men ikke i åbne vandområder med flux af næringsstoffer.
Grafikken viser kvælstof (N) som begrænsende faktor, hvilket gælder for de fleste fjorde og kystvande. Algevæksten begrænses af den laveste stav i karret. Det kaldes "(fysiologisk) kvælstofbegrænsning".
Interaktion mellem N og P
Men det er en fatal fejlkonklusion at bruge denne "kvælstofbegrænsning" til ukritisk at kræve kvælstofrestriktioner på dyrkningsfladen!
Den såkaldte "kvælstofbegrænsning", som gør et vandområde følsomt over for kvælstof skyldes nemlig overforsyning med fosfor. Derfor er det fosforbelastet spildevand, der skal sættes ind overfor for at redde fjorde og kystvande. Der er altså interaktion mellem kvælstof (N) og fosfor (P).
Siden 1980'erne er N-koncentrationen i fjorde og kystvande nedbragt med cirka. 50 procent, jævnfør NOVANA-rapporterne. Samtidig har danske renseanlæg i årevis udledt flere hundrede procent højere P-koncentration end renseanlæggene i vore nabolande (for eksempel Sverige og Tyskland), jævnfør EU-Revisionsrettens oversigt baseret på medlemsstaternes indberettede data.
Den danske miljøindsats har altså gjort fjorde og kystvande mere kvælstofbegrænsede og mindre fosforbegrænsede.
Hvis Danmark ikke havde ofret 100 milliarder kroner på at sænke N-koncentrationen, ville N-staven i karret have været meget højere, og hvis danske renseanlæg havde renset lige så effektivt for fosfor som anlæg i vore nabolande, Sverige og Tyskland, ville P-staven have været meget lavere. Se den røde skitsering i nedenstående grafik.
N-begrænsning opretholdes politisk
Den danske miljøindsats, der i årtier har gået ud på skærpede tiltag mod kvælstof og ligegyldighed over for fosfor i blandt andet spildevand, har i høj grad udvidet både periode og område med "kvælstofbegrænsning". Landbruget har således været "beordret til at grave sin egen grav" ved at opretholde tilstanden "kvælstofbegrænsning", som derefter er blevet brugt til at formulere nye kvælstofkrav til landbruget. Det er groft - men det er virkeligheden!
Uden denne fremprovokerede kvælstofbegrænsning ville meget have set anderledes ud:
Så ville en mere udbredt fosforbegrænsning have ført til bedre fosforrensning som i vore nabolande.
Så havde flere vandområder været i god økologisk tilstand.
Så ville Aarhus Universitets myndighedsbetjening ikke år efter år kunne udråbe "landbrugets kvælstof" til det største problem.
Så ville politikerne ikke så ensidigt gribe ind mod kvælstof og derved begrænse landbrugets eksistensmuligheder.
Så ville ingen have løftet et øjenbryn over Landbrugspakken, der i øvrigt havde været overflødig.
Så måtte Danmarks Naturfredningsforening og en aktivistisk professor fra Aarhus Universitet dæmpe deres angreb på landbruget tidligt og sent.
Så ville der være et bedre forhold mellem landbrugets organisationer og de grønne organisationer.
Konklusion
Fire årtiers (bevidst?) underbelysning af fosforproblemet i dansk spildevand (dårlig rensekvalitet, regnbetingede udledninger af urenset spildevand og manglende kontrol af udledningerne) kombineret med en ekstremt hård kurs over for landbrugets kvælstofudledninger har kunstigt opretholdt/fremkaldt tilstanden "fysiologisk kvælstofbegrænsning" i fjorde og kystvande. Hertil kommer en manglende erkendelse af, at den største kvælstofudledning fra dyrkningsfladen finder sted, når betydningen er mindst, nemlig uden for algernes vækstsæson, eller mens der er fosforbegrænsning i foråret.
Det er nødvendigt at forstå, at selve årsagen til "kvælstofbegrænsning" er, at økosystemet modtager for meget fosfor! Det er almen viden, og Miljøministeriet skrev det faktisk i NPo-redegørelsen fra 1984.
Overensstemmende hermed er alle problemfjorde domineret af spildevand og overløb fra renseanlæg, hvorved fosforkoncentrationen holdes tilstrækkelig høj til at opretholde tilstanden "kvælstofbegrænsning", der bagefter anvendes til at stille nye krav om restriktioner for landbrugets dyrkningsflade - eller ligefrem krav om forbud mod dyrkning.
På trods af denne viden har myndighederne gennem årene valgt at anlægge en hård kurs over for kvælstofudledninger kombineret med en slap kurs over for fosforudledninger. Det påstås ganske vist, at fosforudledningen fra renseanlæggene er reduceret med 80 procent. Men det er usikre og ukontrollerede tal. Realiteten er, at danske renseanlæg gennem en årrække har udledt 10 gange så høje fosforkoncentrationer som vore nabolandes renseanlæg. På den baggrund fører de danske kvælstofmodeller til urealistiske kvælstofkrav - for eksempel reduktioner på mere end 100 procent.
Den specielle danske kvælstof-forskrækkelse har fået lov at fortsætte årti efter årti og opretholdes fortsat. Der er i høj grad tale om en politisk beslutning (hvor end den er truffet), der ikke er miljømæssigt optimal (jævnfør den internationale evaluering).
Efter fire årtier fortjener Danmark og landbrugserhvervet et svar:
Hvem står reelt bag den usaglige beslutning om at sænke N:P ratio, hvor den i forvejen er for lav?
Det ligner politisk sabotage, der har sendt regningen for urenset byspildevand over til landbrugserhvervet.
