En bilist havde gennem længere tid kørt bag en traktor, som blev ved med at blinke til venstre omkring Nørager i Nordjylland fredag aften.
Derefter fik bilisten traktorføreren til at standse. Bilisten kunne med det samme lugte, at traktorføreren lugtede af spiritus. Derfor tilkaldte han politiet, skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.
Føreren fik foretaget en alkoholtest der viste, at han havde drukket mere, end hvad der er tilladt. Derudover havde han heller ikke kørekort til traktoren.
Manden blev anholdt og politiet sigtede ham for spirituskørsel og kørsel uden kørekort.





