Danish Crowns notering for gris bliver til uge 38 liggende på 10,60 kroner pr. kg. mens sonoteringen også er uændret på 7,10 kroner pr. kg. det meddeler slagteriet.
I markedsberetningen hedder det:
Det europæiske marked for grisekød er fortsat stabilt med en jævn efterspørgsel på ryggen af sommerferien.
- Lige nu er der en meget fin balance med meget små udsving i priserne. Der er et godt aftræk i delstykker til udbening, og det sikrer en relativ stærk bund under priserne på den korte bane, siger Mads Stougaard, markedsdirektør i Danish Crown.
Dialogen med kunder koncentrerer sig i høj grad om udbuddet i de kommende måneder. Indkøberne er på en gang påpasselige med at indgå aftaler, der strækker mere end nogle få uger ud i fremtiden, men samtidig er de bange for lige pludselig at mangle råvarer.
- Det er et klassisk spil mellem køber og sælger, hvor vi føler hinanden på tænderne. Det kan godt komme til at køre sådan i nogle uger, indtil enten udbud eller efterspørgsel stiger, og priserne igen flytter sig, fortæller Mads Stougaard.

