Ofte starter det helt i det små, når man bliver selvstændig. Præcis som det også er tilfældet hos JSAgro. Tilbage i juli tog Jonas Stig det store skridt og gik fuldtid i egen virksomhed. Vel at mærke uden at have et sikkerhedsnet.
Det hele begyndte med en opsigelse. Det faste arbejde og dermed sikkerheden for en fast løn hver måned måtte opgives.
Den første juli i år stod Jonas Stig dermed uden arbejde og måtte for første gang selv tjene sin egen løn. Da maskinhuset er tomt, blev udlejning af arbejdskraft vejen frem.
- Jeg var ikke bare lidt nervøs, men meget nervøs, når man står uden sikkerhedsnet. Derefter snakker man med alle sine kontakter og samarbejdspartnere og fortæller dem om situationen. Heldigvis er der mangel på arbejdskraft i branchen, så de ville gerne leje mig ind. Og det blev hele startskuddet, siger Jonas Stig.
Case IH centraliserer
Tirsdag kunne den store danske maskinforretning S.D. Kjærsgaard melde ud, at man udvider sit Case IH salgsområde til Nordsjælland og Lolland-Falster. Dermed har S.D. Kjærsgaard ansvaret for hele Nordjylland og hele Østdanmark.
- Den service vi ønsker at levere til vores kunder, stiller bare krav om at vi hele tiden bliver dygtigere. Og det kræver at vi også fremover kan udvikle, fastholde og tiltrække de dygtigste medarbejdere. Det kræver at vi har attraktive rammer og en fremtids strategi de kan se sig selv i, og med forankringen af Case IH forhandlingen i hele Østdanmark, viser vi markedet og medarbejdere at vi har sat retningen, fortæller Palle Kjærsgaard, administrerende direktør for S.D. Kjærsgaard i den forbindelse.
Mens S.D. Kjærsgaard ganske naturligt er glade for at få nye salgsområder ind i forretningen, så står der også to maskinforretninger tilbage, som nu skal finde på noget andet.
Hos Jørlunde Maskinforretning og Søllested Maskinforretning kom nyheden dog ikke som en overraskelse og både i Nordsjælland og på Lolland ser de snart tidligere Case IH-forhandlere fremad.
- Nu har vi haft nogle varer på hylderne i en årrække og mon ikke, vi finder andre varer at have på hylderne fremover, siger Martin Andersen, administrerende direktør for Jørlunde Maskinforretning til Maskinbladet.
Også på Lolland ser indehaveren af Søllested Maskinforretning fremad.
- Der er andre muligheder i markedet, og vi kommer helt sikkert til fortsat at holde hånden under vores mange trofaste kunder, siger Torben Kepp Jensen, der for anden gang på fem år skal skifte sin identitet ud.
I 2019 fik Torben Kepp Jensen nemlig bud fra John Deere om at sælge sin maskinforretning til Semler Agro for på den måde at beholde forhandlingen af John Deere. Det sagde han nej til og valgte at skifte til Case IH i stedet. Alt lige fra kuglepenne og brevpapir til facadeskilte og reservedele for millioner er siden blevet skiftet ud.
Nu skal det hele skiftes ud igen, når forhandlerkontrakten løber ud om 12 måneder.
Kongskilde-salget fortsætter
På den internationale scene er der også markant udvikling. CNH Industrial har nemlig meddelt sine forhandlere, at man har solgt Kongskilde fra til italienske Seko.
Der har dog ikke været meldt noget offentligt ud fra parterne. Men til gengæld kan Kongskilde-forhandleren Grønning Smede- og Maskinforretning nord for Skive fortælle, at man har været i kontakt med Seko.
- Vi har fået beskeden om salget både fra CNH og har efterfølgende fået en melding fra Seko om, at de gerne ser, at vi fortsætter salg og service med Kongskilde, siger Claus Marcussen, medindehaver af Grønning Smede- og Maskinforretning.
- Det er vi selvfølgelig glade for. Det vigtigste for os er, at vi kan berolige vores Kongskilde-kunder og fortælle, at vi fortsætter, siger maskinhandleren.





