Den nyfødte gris bruger meget energi på udviklingen af mave-tarmkanalen. Når grisen bliver født, går tarmkanalen fra at være - relativ - uden betydning til at være altafgørende på meget kort tid. I løbet af grisens første uger vil omkring 25 procent af føden gå til at udvikle mave-tarmkanalen. Tarmens længde øges med omkring en meter gennem de første levedøgn, og når den fravænnes, er den hele 10 meter lang.
Bakterierne ved pattegrisediarré er en del af den normale flora i tarmen. Men når grisen har diarré, så har de sygdomsfremkaldende typer af bakterierne fået overtaget i tarmfloraen. Hvis ikke miljøet i farestalden er optimal, eller hvis grisen ikke får nok råmælk, øges risikoen for, at grisen får en forstyrrelse af tarmens mikroflora og derfor bliver syg.