Abonnementsartikel
Dansk Landbrug har forståelse for regeringens ønske om at beskytte grundvandet, men savner faglighed bag udvælgelsen af de stoffer, der skal forbydes
I går vedtog et flertal af EU-landene på et ministerrådsmøde den såkaldte Pesticidaftale, der ventes at gøre et ordentligt indhug i antallet af tilgængelige sprøjtemidler for EUs landmænd.
Den beslutning frygter Michael Brockenhuus-Schack vil få enorme konsekvenser for dansk landbrug:
- Det får stor betydning for både danske og europæiske landmænd. For Pesticidaftalen vil ikke alene forringe konkurrencevilkårene, men også med stor sandsynlighed medføre, at der er en række skånsomme midler, vi ikke får på markedet i Danmark, fordi vi er blevet placeret i den nordlige zone, siger Michael Brockenhuus-Schack, viceformand i Dansk Landbrug, til Maskinbladet.
Uheldig nedgang i hvedeudbyttet
Forud for ministerrådsmødet i går har British Pesticide Directorate foretaget en undersøgelse, hvori de anslår, at det vil koste op til 30 procent af hvedeudbyttet på EU-plan, hvis forslaget forbyder triazoler, som er det eneste middel, der effektivt kan bekæmpe svampesygdommen septoria.
Den vurdering er Michael Brockenhuus-Schack enig i:
- Vi har ikke foretaget en lignende undersøgelse, men jeg kan godt nikke genkendende til, at det vil betyde en nedgang på 30 procent på EU-plan.
- Det er ikke alene uheldigt, når efterspørgslen på fødevarer er så stor. Men det forringer tillige landmændenes konkurrenceevne, siger Michael Brockenhuus-Schack og fortsætter:
- I de dispensationsmuligheder, der ser ud til at være en del af aftalen, må vi blot håbe på, at der bliver fundet nogle gunstige regler. Jeg håber, at det bliver muligt at kompensere for få midler, der er godkendt i nabolandene.
Forbud bør bygge på risikovurdering
Danmark og den danske fødevareminister var blandt det flertal, der i går støttede op om vedtagelsen af Pesticidaftalen efter i løbet af de sidste to år at have sat hele sin forhandlingsevne ind på at sikre, at det bliver muligt at blokere for midler, som kan forurene grundvandet.
Det har Michael Brockenhuus-Schack fuld forståelse for. Men han savner en modsvarende forståelse for, at der bør ligge en faglig risikovurdering bag de såkaldte afskæringskriterier:
- Jeg vil gerne understrege, at dansk landbrug har fuld forståelse for og bakker op om regeringens beslutning om at holde fast i de meget restriktive regler til beskyttelse af det danske grundvand.
- Men vi har sendt det råd med til de danske ministre, at afskæringskriterierne bør bero på reelle risikovurderinger. Det er ikke rimeligt, hvis et middel forbydes til trods for, at det ikke er påvist, at det er risikobetonet at bruge det i det doseringer, danske landmænd anvender, siger han og tilføjer:
- Men viser en risikovurdering, at et middel er hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende netop i de doseringer, der reelt anvendes, så må vi selvfølgelig acceptere, at det forbydes, siger Michael Brockenhuus-Schack.