Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Stor optimisme og fremdrift i færdselsarbejdet
Der kan spores en del optimisme hos de fem medlemmer af Landbrugserhvervets Færdselsgruppe, som torsdag var til møde i Transportministeriets departement med deltagelse af Færdselsstyrelsen.
De oplever, at der i det seneste år har været en meget større fremdrift i arbejdet end nogensinde tidligere.
Maskinbladet talte med to af de erfarne medlemmer af Færdselsgruppen umiddelbart efter mødet i ministeriet.
Henning Sjørslev Lyngvig fra Seges og Per Hedetoft fra Dansk Maskinhandlerforening har været en del af landbrugets færdselsarbejde i henholdsvis 13 og 16 år. De er begge teknikere og arbejder med problemstillingerne til daglig, og de er enige om, at der for tiden sker betydelige fremskridt i det aktuelle arbejdet med at skabe mere tidssvarende regler for landbrugsmaskiner på vejene.
- Vi er imponerede over, den fremdrift i arbejdet, som vi oplever, for vi har begge været med i dette arbejde i rigtig mange år, og vi er enige om, at det er første gang, at vi oplever så konstruktive drøftelser. Der er sket mere i det seneste år end i mange år, siger de samstemmende.
Positive møde
Både Henning Sjørslev Lyngvig og Per Hedetoft fremhæver transportminister Thomas Danielsens (V) og Færdselsstyrelsens betydning for arbejdet med at løse landbrugets, maskinstationernes og entreprenørernes udfordringer med utidssvarende regler for transport på vejene.
- Vi havde et meget positivt møde med ministeren i marts og for kun lidt mere end to uger siden havde vi et møde med ministeren på Ausumgaard ved Struer, hvor ministeren fik set nogle af de konkrete udfordringer, som blandt andre landmænd og maskinstationer oplever, når de har brug for at færdes med maskiner og vogne på vejene, fortæller Henning Sjørselv Lyngvig og Per Hedetoft.
De fastslår, at møderne med ministeren har været meget opløftende og resulterede i, at der allerede nu blev holdt et møde i ministeriet, hvor Færdselsgruppen kunne fremlægge sine otte hovedpunkter for embedsmænd i departementet og Færdselsstyrelsen.
Stor velvilje
Henning Sjørslev Lyngvig og Per Hedetoft fortæller, at transportminister Thomas Danielsen ikke var med til mødet, men at det var tydeligt, at han prioriterer emnet i departementet og Færdselsstyrelsen. Problemstillingerne er noget, der skal arbejdes videre med.
- Vi oplever begge, at der er en meget stor vilje hos ministeren, embedsmændene og Færdselsstyrelsens medarbejdere til snart at løse problemerne, siger Henning Sjørslev Lyngvig og Per Hedetoft, som begge tror på, at der snart kommer nogle gode løsninger på færdselsudfordringerne.