Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Det globale marked for mejeriprodukter er i ubalance
Den globale efterspørgsel efter mælk er stigende. Det fortalte Arla-topchef Peder Tuborg i forbindelse med fremlæggelsen af mejerikoncernens halvårsresultat.
Ifølge Peder Tuborgh vokser det globale marked for mejeriprodukter opgjort i mængder med mellem halvanden og to procent om året. I Europa er vækst opgjort til 1,9 procent.
Samtidig er produktionen af mælk en smule nedadgående globalt set, og det har allerede sat sig i stigende råvarepriser. Det er ret usædvanligt, fordi gode afregningspriser normalt har resulteret i en udvidelse af mælkeproduktionen.
Peder Tuborg konkluderer på den baggrund, at markedet er lidt i ubalance, men at det ikke er dramatisk.
Når han ser fremad, ser han også andre forhold, som har betydning for markedsudviklingen.
Peder Tuborgh vurderer, at der er udsigt til fortsat faldende inflation og udsigt til stigende lønninger, hvilket betyder, at Arla forventer en positiv udvikling i forbrugernes købekraft. Sådan gik det i første halvdel af 2024, og han vurderer, at den udvikling ser ud til at forsætte ind i resten af 2024 - især i Europa.
Men han kunne også konstatere, at forbrugerne igen er begyndt at købe kvalitetsmærker. Arlas omsætning af mejeriets højkvalitetsmærker er steget med 4,1 procent i første halvdel af 2024, hvilket ifølge Peder Tuborgh primært er drevet af øgede mængder.
Peder Tuborgh ser dog også risikofaktorer, særligt de geopolitiske spændinger, som kan få udviklingen til at gå anderledes, end Arla forventer.
Men Arla forventer på trods af usikkerheden en fortsat stigning i efterspørgslen efter mejeriprodukter.
Og Peder Tuborgh antager også, at priserne vil stige i detailleddet som følge af de stigende råvarepriser, selvom han understreger, at han ikke kan sige noget sikkert om det.
- Men sådan vil det gå, hvis historien gentager sig, som vi forventer, at den vil gøre, sagde Peder Tuborg, da han mødte den internationale presse på et onlinemøde om halvårsregnskabet.