KOMMENTAR: Socialdemokraten Jeppe Bruus har siden udnævnelsen som skatteminister i februar 2022 udmærket sig ved at få ting til at ske, som andre ministre i årevis ikke formåede, fordi de i modsætning til Jeppe Bruus kunne forudse, at alverdens praktiske problemer ville tårne sig op.

Ingen praktiske forhindringer står tilsyneladende i vejen for Jeppe Bruus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fik for eksempel pludselig realiseret den håbløse politiske beslutning om nye ejendomsvurderinger, som ingen af hans forgængere kunne gennemføre.

Han ignorerede tilsyneladende alle advarselslamper og trådte i stedet speederen i bund og sørgede for, at de nye vurderinger blev trumfet igennem.

Det viste sig hurtigt, at Jeppe Bruus med en særegen arrogance udviste en imponerende evne til at stille sig frem i medierne og forsvare selv de mest vanvittige og uforsvarlige bøffer i systemet.

For eksempel lod han sig umiddelbar ikke rokke, da enkelte husejere i nye udstykninger pludselig fik opkrævninger på i nogle tilfælde flere hundrede tusinde kroner for alle udstykningens grunde.

Han henviste i værste bureaukratstil til, at alle regler var fulgt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men efter nogle dages stormvejr trak han dog lidt i land og beklagede - sikkert fordi han blev hvisket i øret, at hans position var politisk uholdbar. Men reelt blev problemet ikke løst.

Bortset fra sådanne små, politiske pseudotilbagetog, har Jeppe Bruus holdt stædigt fast og forsvaret selv det mest uforsvarlige.

Sådan en minister er nyttig for en regering, der gerne vil være sikker på, at de politiske beslutninger bliver ført ud i livet, og Jeppe Bruus er derfor et helt oplagt valg, når Mette Frederiksen og Co. skal have gennemført den komplekse grønne trepartsaftale.

Regeringen lægger ikke skjul på, at det er en vanskelig og meget kompliceret opgave. Det er vist politikersprog, som betyder, at opgaven er tæt på umulig.

Men heldigvis har Mette Frederiksen den loyale Jeppe Bruus med på holdet. Han gør, hvad der bliver bedt om og har bevist, at han kan insistere på at gennemføre umulige projekter uden at skele til de praktiske forhindringer og konsekvenser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er derfor det oplagte valg til at varetage ministerposten i det nyoprettede Ministerium for Grøn Trepart, hvor han skal realisere den grønne trepartsaftale. Intet tyder på, at han som Mette Frederiksens loyale nikkedukke vil lade sig stoppe af den virkelige verdens praktiske udfordringer.

I landbruget må vi derfor frygte, at ministeren vil lytte lige så lidt til praktiske indvendinger, som han er blevet kendt for i vurderingsskandalen.