Det er altid bedst at have styr på læsset, men i den kommende tid med majssnitning og kartoffeltransport bliver det ekstra vigtigt for at undgå problemer på landevejene.
Sådan indleder Krampe en pressemeddelelse om deres afdækningssystem Twintop.
Det består af to sidehængslede vinger, der hydraulisk hurtigt kan klappes op og ind over læsset, hvor de sørger for 100 procents afdækning af vognen.

Sikkert og effektivt
Når de to afdækningsvinger er foldet ned, sidder den øverste kant 11 centimeter under den øverste ramme på vognkassen og er derfor uden for arbejdsområdet. Det minimerer ifølge producenten risikoen for at ramme det med for eksempel en skovl under lastning.
Når vingerne er lukkede, øger Twintop vognens samlede højde med 5,5 centimter, eller maksimalt 8 centimeter med tandhjulene, hvilket betyder, at det både kan bruges på vogne med forhøjede sider og store dæk. Det dobbeltsidede, hydrauliske system åbner og lukker på 15 sekunder og betjenes fra førerhuset.
Kampe tilbyder Twintop som et komplet eftermonteringskit, eller fabriksmonteret i forbindelse med køb af en ny vogn. Systemet fås i forskellige længder fra 6,00 til 10,35 meter.






