200 millioner kroner om året, som kommunerne kan bruge til lige det, de ønsker. Det kræver blot, at kommunerne giver plads til flere vindmøller og solceller.
Sådan lyder i grove træk et ny udspil som klimaminister Lars Aagaard (M) og by- og landdistriktsminister Morten Dahlin (V) fremfører i Avisen Danmark
Målet med udspillet er at sikre opbakning til udvidelsen af vedvarende energi-anlæg som solceller og vindmøller.
- Det betyder, at en del af økonomien vil gå direkte til dem, der er tættest på den grønne omstilling, siger Lars Aagaard til avisen.
Og det er en linje, som Landbrug & Fødevarer - i regi af Alliancen for vedvarende energi - tidligere har talt pænt om. Og derfor møder forslaget også opbakning fra Landbrug & Fødevarers direktør, Flemming Nør-Pedersen
- Det er som oftest vores landdistriktskommuner, der gør særligt meget for at udbygge den vedvarende energi, og de leverer en stor indsats i vores omstilling til en grønnere energiproduktion. Derfor ser vi meget positivt på regeringens forslag om, at kommunerne sikres en større økonomisk kompensation for deres indsats. Landbrug & Fødevarer har længe, sammen med de øvrige organisationer og virksomheder i Alliancen for vedvarende energi, påpeget urimeligheden ved det nuværende udligningssystem, hvor landkommuner ikke oplever en økonomisk gevinst fra mere VE, siger Flemming Nør-Pedersen i en pressemeddelelse.





