Abonnementsartikel
Fagforbundet 3F har politianmeldt Borris Landbrugsskole for at undervise og formidle illegal arbejdskraft fra Rumænien. Ifølge Nyhedsbrevet 3F har skolen i april i år undervist en rumænsk elev, selvom vedkommendes papirer ikke var i orden, og skolen har endda på et senere tidspunkt sendt eleven videre i praktik hos en landmand i Varde til trods for, at rumæneren slet ikke må arbejde i Danmark.
Derfor har fagforbundet nu anmeldt skolen til Politiet.
- Det er rystende, at en statsstøttet skole bryder reglerne med fuldt overlæg. Vi vil nu have ryddet fuldstændig op i ulovlighederne, siger Morten Fischer-Nielsen, der er forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.
Nyhedsbrevet skriver endvidere, at Udlændingeservice tidligere har indskærpet reglerne over for Borris Landbrugsskole, der alligevel efterfølgende har brudt dem.
Skolen profilerer sig netop på at være en skole, der er tilpasset udenlandske elever, på skolen har forstander, Lars Tobler svært ved at forholde sig til politianmeldelsen.
- Jeg har ikke hørt fra politiet endnu, så jeg ved ikke, hvad anmeldelsen konkret indeholder, så jeg har svært ved at forholde mig til den, siger han til Maskinbladet og fortsætter:
- 3F fremstiller det, som om vi strøer om os med illegal arbejdskraft, og det er simpelthen ren og skær løgnehistorier. Jeg tror desuden, at der er en anden dagsorden i 3Fs hetz mod skolen, siger Lars Tobler uden at ville uddybe, hvad han mener hermed.
Han er bekendt med, at eleven i den konkrete sag har haft problemer med at få sin arbejdstilladelse hos Udlændingeservice, men han afviser, at skolen har gjort noget ulovligt.
- Som EU-borger kan man opholde sig i Danmark i seks måneder, mens man er arbejdssøgende og venter på, at papirerne bliver godkendt. Så længe papirerne ikke er godkendt, må man ikke arbejde.
- Jeg ved, at den pågældende elev har haft problemer med at få sine papirer i orden hos Udlændingeservice, men det er altså ikke os, der skal godkende dem. Vi har før haft elever, der har ventet på deres godkendelse både her og ude hos landmændene, siger Lars Tobler.
Normalt tager det 60 dage for Udlændingeservice at behandle ansøgningerne, men enkelte gange går der længere tid. Men om landbrugseleven venter på en godkendelse på skolen eller hos landmanden er for så vidt ligegyldigt.
- Hvis vi har en formodning om, at der kommer en afgørelse inden for en uge, så ser vi ikke noget problem i, at eleven venter på dennee ude hos landmanden, siger Lars Tobler.
Han understreger desuden, at en undersøgelse af forholdene på en række af landets landbrugsskoler, som er foretaget af Undervisningsministeriet, også har til formål at dokumentere at alle elever har CPR eller udlændingenumre.