Lyt til artiklen:

DLG fastholder indtjeningen i et udfordrende marked

00:00
Hastighed: ???x
06:41

Trods udfordrende markedsforhold har DLG-koncernen konsolideret sig yderligere i første halvår og leverer et solidt halvårsregnskab.

- Jeg er glad for, at vi trods det udfordrende marked står stærkt, fordi vi gennem en årrække har haft et strategisk fokus på at øge vores finansielle robusthed. Det er et halvårsregnskab der er på niveau med de budgetterede forventninger. Vi leverer det hidtil bedste halvårsresultat (EBITDA) inden for vores Food-aktiviteter, mens vi ser en tilbagegang i indtjeningen i vores tyske energi- og byggemarkedsforretning, som skyldes afmatningen i den tyske økonomi, siger Group CEO Kristian Hundebøll.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen i årets første seks måneder var på 30 milliarder kroner mod 34,7 milliarder kroner 2023, en tilbagegang der skal ses i lyset af et lavere forbrug og et markant fald i det generelle prisniveau på korn, råvarer og energi i forhold til 2023, skriver DLG i en pressemeddelelse.

På et bagtæppe af stigende renter og et højere omkostningsniveau blev resultatet før skat (EBT) på 83 millioner kroner mod 374 millioner kroner i 2023, som var koncernens hidtil bedste halvårsresultat med baggrund i ekstraordinært gunstige markedskonjunkturer.

- Vores faste omkostninger har været stigende blandt andet på grund af den høje inflation i Tyskland, mens renteudgifterne samtidig er øget markant. Der er ikke udsigt til, at renteniveauet ændrer sig betydeligt i den kommende tid, og derfor fortsætter vi arbejdet med at tilpasse vores omkostninger og øge indtjeningsevnen, siger den af afgående topchef, som afleverer sit sidste halvårsregnskab for grovvarekoncernen.

Rekordhalvår for Food-divisionenInden for forretningsområdet Food blev der i første halvår leveret gode resultater over hele linjen fra de landbrugs- og fødevarerelaterede aktiviteter i koncernen. Det resulterede i, at EBITDA steg til 582 millioner kroner mod 551 millioner kroner i samme periode sidste år.

Husdyrernæring

Et stabiliseret totalmarked for husdyrernæring bidrager positivt, ligesom de tyske landbrugsaktiviteter samt vitamin- og mineralforretningen Vilofoss leverer en pæn fremgang efter en udfordrende periode. Desuden leverer æg- og fjerkræaktiviteterne fortsat gode resultater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores landbrugs- og fødevarerelaterede aktiviteter er den stærke rygrad i koncernen, og divisionen er kommet fint fra start i år. Vi har gennem de seneste år fokuseret meget på at stabilisere vores tyske forretning, og det ser vi effekterne af nu, ligesom Vilofoss tegner sig for en pæn fremgang, siger Kristian Hundebøll.

Siden stoppet for import af russisk gas i 2022 fik det tyske energimarked til at overophede og resulterede i to år med ekstraordinær efterspørgsel og høje priser, er markedet nu faldet tilbage til et mere normaliseret niveau.

Det skyldes en kombination af flere faktorer, blandt andet udviser kunderne øget prisbevidsthed, ligesom efterspørgslen er lavere grundet afmatningen i tysk økonomi og et deraf faldende energiforbrug. Det afspejles i driftsresultatet for forretningsområdet Energy, der i første halvår realiserede et EBITDA på 261 millioner kroner mod 424 millioner kroner i 2023.

Opbremsning i Tyskland

Den økonomiske opbremsning i Tyskland og særligt de højere renteniveauer påvirker også byggebranchen, hvor aktivitetsniveauet faldt i årets første seks måneder. Det afspejles i salget af byggematerialer, hvor efterspørgslen har været faldende og afstedkommet et mindre salg og lavere indtjeningsmarginer. Forretningsområdet Housing landede et EBITDA på 107 millioner kroner mod 163 millioner kroner sidste år.

- De seneste år har vores tyske byggematerialeforretning leveret flotte vækstrater, men lige nu ser vi en afmatning i markedet og manglende investeringslyst. Der er dog fortsat et stort bygge- og renoveringsbehov i Tyskland, hvorfor vi fortsat har positive forventninger til at investeringslysten kommer tilbage og efterspørgslen efter byggematerialer stiger igen. Vi er blandt de største leverandør af byggematerialer og står stærkt i markedet. Det giver os gode forudsætninger for at udnytte de muligheder, der kommer, når aktivitetsniveauet igen stiger, siger Kristian Hundebøll.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Styrke grønne investeringer

At bidrage til den bæredygtige omstilling er en central del af koncernstrategien, Creating the Future 2030. Derfor har DLG-koncernen de seneste år investeret betydeligt i virksomheder og teknologi, der kan bidrage til dette. I 2024 har koncernen etableret et strategisk samarbejde med Novo Holdings, der skal fremme bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion.

I første fase overtager Novo Holdings 25 procent af aktierne i Sejet Planteforædling (Sejet), der er 100 procent ejet af DLG-koncernen og førende inden for landbrugsinnovation.

Desuden har DLG-koncernen i partnerskab med Argentinas største landbrugsselskab, ACA, foretaget en større millioninvestering i den argentinske sojamølle Entre Rios Crushing S.A. (ERCSA), der skal sikre DLG Group en årlig import af op mod 200.000 tons segregeret soja til det Nordeuropæiske marked, som er dyrket på afskovningsfrie arealer.

- Vi har taget nogle vigtige og nødvendige skridt med investeringer, som skal understøtte den grønne omstilling og være med til at sikre, at vi kan levere fremtidens løsninger til vores kunder. Nu sætter vi investeringstempoet lidt ned og fokuserer på at styrke de investeringer, vi allerede har lavet, siger Kristian Hundebøll.

Forventninger til helåret

- Vi forventer, at de tendenser, vi har set i første halvår, vil fortsætte i andet halvår, og de lave konjunkturer i Tyskland vil fortsat påvirke koncernens indtjening. Den geopolitiske situation og verdensøkonomien kan spille ind på, hvordan markederne udvikler sig. Vi fastholder dog forventningen om at levere et driftsresultat (EBITDA) omkring 2,4 milliarder kroner for året samt fortsat stabile finansielle nøgletal, siger Kristian Hundebøll.