Abonnementsartikel
LandboNord har i samarbejde med dyrlæger lavet den første licitation på medicin for en svineproducent. Der var 10 procent i forskel mellem det billigste og dyreste tilbud
Svinekontoret på LandboNord er i samarbejde med dyrlæger fra området begyndt at udlicitere kundernes indkøb af medicin, så landmændene sikres den billigste pris på denne omkostning.
Ved medicin forstås også vacciner.
- Det er overordnet set endnu et forsøg på at jagte omkostninger for landmændene, siger Poul Stendahl, chefkonsulent på svinekontoret ved LandboNord og fortsætter:
- I DB-tjek kunne vi se, at omkostningerne til medicin varierer fra cirka 300 til 1.000 kroner pr. so. Hvorvidt der er tale om forskel i forbruget af medicin eller forskel i prisen på den anvendte medicin i besætningerne, er svært at sige noget præcist om ud fra DB-tjek, men det at udlicitere medicinen er et forsøg på, at komme et spadestik dybere.
Niels Vestergaard Salling, der er formand for svineudvalget ved LandboNord, er den første svineproducent, der har fået lavet en licitation på sit indkøb af medicin.
- Liberaliseringen skulle være med til at gøre medicinen billigere, men det, vi landmænd oplever, er, at prisen på medicin nu bare er blevet mere uoverskuelig.
Dyrlæge Kirsten Damgaard, Brunder Dyrehospital, og konsulent Heidi Lærke Sørensen fra LandboNord har udarbejdet udbudsmaterialet til apotekerne/forhandlerne af veterinærmedicin.
- Det var nemmere før liberaliseringen af den veterinære medicin, hvor alle kørte med de samme vejledende priser. Her drejede det sig bare om at opnå den højeste procentvise rabat, forklarer Kirsten Damgaard.
- Sådan er det ikke mere. Man skal virkelig passe på. For den højeste rabat er ikke nødvendigvis lig med den billigste pris, understreger Heidi Lærke Sørensen, der efterfølgende også har siddet med sammenligningen af de indhentede tilbud.
Læs mere om udlicitering af medicin i juli-udgaven af fagmagasinet Hyologisk, der udkommer 4. juli.
Abonnement kan bestilles på 76207970 eller www.hyologisk.dk.