Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Endnu et stort fald i Danish Crowns notering
Trods udsigter til mere sommervejr den kommende uge sænker slagteriet Danish Crown noteringen med 40 øre til 11 kroner per kilo. Slagteriet håber på, at efterspørgslen på grisekød vender tilbage, når forbrugerne er tilbage i hverdagen efter sommerferien.
Også i uge 30 faldt noteringen med 40 øre.
I sin markedsberetning skriver Danish Crown, at efterspørgslen på grisekød fortsat halter i Europa, og derfor er noteringerne rundt om i Europa faldet den seneste uge, mest markant er gårsdagens fald i Tyskland på 10 eurocent.
- Udbuddet af delstykker er stort lige nu, fordi flere lande i Sydeuropa er inde i ferieperioden, og samtidig er der helligdage i Polen i den kommende uge. Det har presset priserne på delstykker den seneste uge, selv om de store slagterier i Tyskland har skruet ned for slagtningen. Lige nu er det umuligt at spå om, hvordan priserne vil udvikle sig, når alle er tilbage fra ferie, men det, vi oftest ser på den her årstid, er, at efterspørgslen vender tilbage, når hverdagen kalder igen efter ferien, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Efterhånden som priserne har sat sig i Europa, bliver eksporten ud af Europa mere og mere attraktiv. Derfor bliver der arbejdet målrettet på at finde lommer, hvor der kan afsættes flere af de produkter, der lige nu er et stort udbud af i Europa.
- Vi sidder hele tiden tæt på de forskellige markeder, men det billede, vi har set de seneste to år, hvor priserne på grisekød i Europa har været de højeste globalt, har selvsagt betydet, at vi har prioriteret at sælge vores varer i Europa. Nu er der en del varer, hvor vi kan få bedre priser ude i verden, så det spor forfølger vi lige nu, men det kan ikke bidrage med nok til, at vi kan kompensere for det prisfald, vi har set i Europa, siger Mads Stougaard.
Også noteringen for søer falder med 40 øre til 7,50 kroner per kilo.