Da New Zealand afskaffede landbrugsstøtten

"Landmænd gik fallit på stribe, men slutresultatet blev blandt andet, at landets mælkeproducenter nu er uhyre konkurrencedygtige på verdensmarkedet."

Sådan kunne man læse i indledningen til en række artikler i Maskinbladets udgave 25. juli 1994, som dykkede ned i konsekvenser af New Zealands hestekur som følge af gigantiske økonomiske problemer, der bragte landet på kanten af den økonomiske afgrund og gav udsigt til at komme under administration af Verdensbanken.

Hele det new zealandske samfund var igennem årtier blevet viklet ind i et spindelvæv af bureaukrati, økonomiske støtteordninger og meget høje skatter.

Det gjaldt også landbruget.

Ifølge Maskinbladets gamle artikel begyndte de new zealandske reformer med en halvering af personskatten fra 66 procent til 33 procent.

Mange gik fallit

"Landbruget var gennemstøttet. Alle tilskuds- og støtteordninger til landbruget blev fjernet over en nat - og landmænd gik fallit på stribe," kunne man læse.

I næste omgang skete det samme for det øvrige erhvervsliv, og så blev der skruet ned for velfærdsordningerne. Overførselsindkomster faldt mellem 10 og 25 procent. Mange lønninger inden for sygehusvæsnet blev halveret, og der blev indført betaling for højere uddannelser.

En meget vigtig pointe fremgår i øvrigt af den gamle artikel i Maskinbladet: "Det første, man noterer, er, at skatteprovenuet - paradoksalt nok - er steget, efter at personskatten blev halveret."

Det er en klassisk og veldokumenteret økonomisk indsigt, som dengang blev afdækket i et virkeligt og meget markant eksperiment.

Chok og fremgang

Maskinbladet gik virkelig i dybden med de new zealandske chok-reformer og satte særligt fokus på betydningen for mælkeproducenterne og analyserede desuden betydningen for den new zealandske nationaløkonomi og verdensmarkedet for mælk.

"Den øjeblikkelige virkning af reformerne var, at eksporten faldt meget drastisk, og produktionen blev omgående halveret. Det rettede sig hurtigt - som det også var hensigten."

I artiklerne i 1994 kunne Maskinbladets journalist konstatere, at hestekuren efter få år havde resulteret i, at "eksporten er i fremgang. Virksomhedernes overskud er steget over 30 procent. "

Desuden kunne det konstateres, at New Zealands økonomi i 1994 hørte til blandt de hurtigst voksende i OECD.

Vanskeligt at ændre

Det new zealandske scenarie fra før hestekuren er i et vist omfang genkendeligt for en moderne 2024-dansker - i hvert fald hvis man er landmand.

Maskinbladet drog da også allerede i 1994 paralleller mellem dansk og europæisk landbrugspolitik og konstaterede, at det ikke vil være let at gennemføre lignende reformer i dansk landbrugspolitik, fordi det i givet fald skal ske i samarbejde med EU.

Men avisen konstaterede ganske klart, at den vestlige verden - og Danmark - havde viklet sig ind i spind af tilskudsordninger og aftaler. Og vi må med nutidens indsigt konstatere, at det ikke har ændret sig de seneste 30 år - vel nærmere tværtimod.

Men Maskinbladet konstaterede også dengang meget klarsynet, at udsigterne til reelle reformer nok var ret håbløse. Nogen havde nemlig forgæves luftet markante tanker om det:

"Da Ritt Bjerregaard (S) for nogen tid siden gjorde op med disse forhold og konkluderede, at det var uholdbart i det lange løb, blev det i mange kredse taget meget unådigt op. De mest tænksomme nikkede - og trak derefter på skuldrene med et håbløst udtryk," kunne man læse.