Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ny omregningsfaktor for tidlig såning af vinterafgrøder
På Landbrugsstyrelsens hjemmeside kan du nu finde den nye vejledning om obligatoriske målrettede efterafgrøder i 2024. Her er en af de væsentlige ændringer en ny omregningsfaktor for tidlig såning af vinterafgrøder. Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.
Tidligere har omregningsfaktoren for tidligt såede vinterafgrøder været 2:1, men med den nye bekendtgørelse er det tal ændret.
Aarhus Universitet vurderede i 2022, at omregningsfaktoren for tidligt såede vinterafgrøder kunne justeres fra 2:1 til 1,9:1, det vil sige, at 1,9 hektar tidligt såede vinterafgrøder erstatter en hektar efterafgrøder.
Vurderingen blev foretaget på samme faglige grundlag, som lå til grund for justering af omregningsfaktoren i 2020/2021. Landbrugsstyrelsen valgte i 2022 at fastholde omregningsfaktoren på 2:1, der var gældende på det tidspunkt, da der som følge af servicetjek for efterafgrøder var en forventning om, at der ville komme flere større ændringer til 2023/2024.
1,9 hektar tidligt sået vintersæd
Landbrugsstyrelsen ændrer fra 2024/2025 omregningsfaktoren til 1,9:1, således at der anvendes decimaler i omregningsfaktoren for bedre at afspejle det faglige grundlag.
Indsatsbehovet for målrettet kvælstofregulering er fastsat i de danske vandområdeplaner. I 2024 skal ordningen anvende de nye vandområdeplaner for tredje planperiode 2021-2027. Ordningen skal hente et indsatsbehov på cirka 3.500 ton kvælstof i 2024, hvilket svarer til cirka 365.000 hektar efterafgrøder.

To faser
Målrettet kvælstofregulering er delt i to faser, således at der først udbydes en tilskudsordning, hvor du frivilligt kan søge tilskud til etablering af efterafgrøder og alternative kvælstofreducerende virkemidler i de kystvandoplande, hvor der er et behov for at reducere kvælstofudvaskningen.
Hvis der i den frivillige runde ikke leveres en indsats, der er tilstrækkelig til at dække indsatsbehovet i de enkelte kystvandoplande, bliver der som udgangspunkt fastsat et krav om etablering af obligatoriske målrettede efterafgrøder.
Du kan ikke søge tilskud til obligatoriske målrettede efterafgrøder. Hvis du har fået tilsagn om tilskud til målrettet kvælstofregulering, vil denne indsats automatisk blive modregnet i et eventuelt krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder.