På Nordvestsjælland, ved det naturskønne område omkring Lammefjorden, ligger grøntsagsproducenten Brogaard. Virksomhedens ejer Boje Skytte købte ejendommen i 80'erne, og han fik hurtigt realiseret sin drøm at skabe en solid grøntsagsproduktion.
I dag råder Brogaard over mere end 600 hektar jord, og har både eget vaskeri og pakkeri og leverer grøntsager til diverse cateringfirmaer, Coop, Søris, Danespo med flere.
Boje Skytte har et rigtig godt partnerskab med Tom Christensen, der er daglig leder hos Brogaard. Tom har været i virksomheden helt fra den spæde start, og det er i dag ham, der har ansvaret for indkøb af maskiner. Han var i sin tid også med, da han og Boje Skytte, tog beslutningen om at købe Brogaards allerførste Valtra-traktor, det skriver Valtra i en pressemeddelelse.

- I starten af 90'erne var der to traktorforhandlere i lokalområdet, hvoraf den ene af dem solgte Valtra. Vi valgte en Valtra, fordi vi synes, den var lidt foran den anden, og nu har vi altså kørt med Valtra i mere end 30 år. Og i takt med at virksomheden voksede, købte vi flere, forklarer Tom Christensen.
Omkring halvdelen af Brogaards areal er dyrket med specialafgrøder såsom pastinak, persillerod og rødbeder samt gulerødder og kartofler. På resten af jorden dyrkes der ærter og havre til fremavl, vinterraps samt vårafgrøder. Der dyrkes derfor mange forskellige afgrøder på Brogaard, og der er derfor også behov for traktorer til enhver opgave.
I dag har Brogaard derfor syv Valtra-traktorer kørende - lige fra den mindre N-model til den helt store S-model.
- Vi har brug for traktorer til både lette og tunge opgaver. Valtras S-model er god til at pløje, harve og køre vejkørsel med, når vi skal fragte grøntsagerne i de store Krampe-vogne. Vores Valtra T202 og de to T131 bruger vi or eksempel til stenstrenglæggere. Og de mindre Valtra G135 og N123, med mindre og smalle dæk, bruger vi primært til at køre mellem rækkerne i markerne med specialafgrøder, hvor det er afgørende, at traktoren ikke er for stor og tung, siger Tom Christensen.
Næste generation flytter ind
Det er ikke kun Valtra-traktorer, der er flyttet ind på Brogaard gennem årene. Også Tom Christensens egen søn er blevet en del af holdet, der i dag består af 15 ansatte. Sønnen, Niels Henning Christensen, er i dag en stor del af den daglige drift.
- Jeg er kommet på Brogaard hele mit liv og har en stor kærlighed til stedet. Jeg er uddannet greenkeeper og har arbejdet med grøntsager andre steder, men i de seneste to år har jeg været en fast del af Brogaards dygtige team af markmedarbejdere, forklarer Niels Henning Christensen, der efterhånden har stor erfaring med Valtra-traktorer.
- I min optik er Valtra en historisk stærk traktor. Vi har stadig en gammel Valtra 8150 kørende, og der har stort set aldrig været nogle reparationer på den, siger Niels Henning Christensen.

Med 15 ansatte på Brogaard og med stor rotation i arbejdsopgaver mener Niels Henning Christensen, og de andre på markholdet, at det er helt afgørende, at man holder sig til ét traktormærke.
- Vi er jo en del mennesker, der kører traktorerne her på stedet, og vi mener alle at det er helt afgørende for vores arbejde, at alle vores traktorer har samme styresystem. Derudover taler systemerne jo også sammen, så på den måde får vi også meget mere ud af teknikken ved at holde os til Valtra, forklarer Niels Henning Christensen og fortsætter:
- På Brogaard har vi en flad struktur og et stærkt sammenhold, og det er vigtigt at alle bliver hørt. Så når vi for eksempel skal købe en ny traktor, bliver alle spurgt om ønsker og præferencer, og indtil nu er alle kun glade og tilfredse med Valtra,
Service som en afgørende faktor
Selvom alle på Brogaard er glade for Valtra, er det ikke kun traktorens styrke og evner, der er årsagen til, at de gang på gang vælger Valtra. Også samarbejdet med den lokale Valtra-forhandler, Rasmus Degn, har meget at sige.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med Rasmus Degn, og det er også en stor grund til, at vi kører Valtra, siger Tom Christensen og fortsætter.
- Vores traktorer er et utroligt vigtigt redskab for os, og vi kan ikke undvære dem. Hos Rasmus Degn er servicen virkelig i top, de tager altid telefonen, og finder hurtigt en løsning, hvis der er udfordringer. Vi kender dem efterhånden ret godt, så vi ved, at vi altid kan tage fat i Mads Degn eller værkføreren Mogens.





