Rækkesprøjtning i frøgræs er stigende, og derfor er godkendelsen en rigtig god sommer-nyhed fra Miljøstyrelsen, lyder udmeldingen fra Bayer Crop Science i en pressemeddelelse.
Miljøstyrelsen har godkendt mindre anvendelse af Roundup PowerMax XXL (18-684) mod græsukrudt i afgrøder til frøproduktion ved anvendelse af rækkesprøjtning eller pletsprøjtning på friland.
Godkendelse af plantebeskyttelsesmidler til mindre anvendelse er en speciel godkendelse, som gør det muligt at anvende et allerede godkendt plantebeskyttelsesmiddel til en anvendelse som ikke er omfattet af den regelrette godkendelse.
Sprøjtning på eget ansvar
Der kan ikke garanteres for, at der ikke kan opstå skader på afgrøden eller være svigtende virkning af et bekæmpelsesmiddel, selv om vejledningen til mindre anvendelse følges.
Anvendelsen i afgrøden sker på brugerens eget ansvar for så vidt angår midlets effektivitet og eventuelle skader på nytteplanter. Øvrige bestemmelser på etiketten skal også overholdes i forbindelse med den mindre anvendelse.
Regler for brug
- Må kun anvendes mod græsukrudt i afgrøder til frøproduktion** med rækkesprøjtningsudstyr eller pletsprøjtningsudstyr på friland.
- Brugsanvisningens angivelser skal overholdes.
- Halmen og rester må ikke opfodres.
- Må ikke anvendes nærmere end to meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer for at beskytte beboere og forbipasserende.
- Må ikke anvendes nærmere end 10 meter fra §3-områder for at beskytte vilde planter.
**Brugsanvisningen omfatter følgende frøafgrøder:
Markfrøarter:
Græsfrø: Rajgræs (almindelig, italiensk, hybrid og Westerwoldisk), Rødsvingel, Bakkesvingel, Strandsvingel, Engrapgræs, Engsvingel, Hundegræs, Hvene (Krybende og almindelig), Timoté, alm. Rapgræs og Rajsvingel.
Øvrige markfrøarter: Rødkløver, Hvidkløver, Lucerne, Sneglebælg, Kællingetand og Knoldrottehale, gul sennep og olieræddike.
Havefrøarter:
Spinat, kinsesisk kål, Chrysanthemum, Radise, Karse, Beder, Purløg, Stauderlupin, Rucola, Skorzonerod, Timian, Hvidkål, Blomsterarter til frøproduktion (Adonis, brudeslør, Convolvolus, hundetunge, Honningurt, Iberis, Nigella, morgenfrue, Papaver og kornblomst).

