For nogen, tid siden faldt jeg over et opslag på Facebook, hvor en person ytrede sig negativ mod landbruget med følgende ordlyd: "Da jeg var lille, kom både køer og grise på græs. Jeg kan kun væmmes over landbrugets udvikling op til i dag". Det fik mig til at tænke tilbage på min tid i landbruget, for sådan huskede jeg det ikke helt.
Da jeg i 1993 begyndte som skoledreng hos en lokal svineproducent, var forholdene meget anderledes end i dag. Dengang stod en stor del af alle danske søer bundne i lange rækker, og også i farestalden var søerne holdt fast af bindsler. Udviklingen var dog i gang imod at slippe søerne ud af kæderne til fordel for smalle bokse, hvor søerne godt nok stod løse, men stadig fikseret, så de kun kunne rejse sig og ligge ned. Flere i branchen var skeptiske, og der var flere argumenter for bindsler.
Her 22 år efter er vi kommet endnu længere væk fra de bundne søer. I dag går soen frit rundt i stier med højt til loftet og masser af dagslys. Kun ganske få uger af soens liv bliver den fikseret. Fokus er i den grad flyttet fra ren fabriksproduktion, hvor grisens naturlige adfærd minimeres mest muligt til i dag i langt højere grad at spille sammen med netop disse naturlige behov. Det er selvfølgelig ikke kommet af sig selv, og som med alle andre forandringer skaber det skepsis og utilfredshed. Men skal jeg være ærligt, så er billedet af dansk svineproduktion og dens udvikling hen over årene langt fra det billede, som personen prøver at tegne i sit opslag og i den efterfølgende debat.
Det, jeg vil med denne lille historiefortælling, er at sætte spot på den problemstilling, der ligger i, at flere af vore værste kritikere har en begrænset eller slet ingen viden om forholdene - hverken før i tiden eller i dag. Derfor er vi nødt til at fortsætte den utrættelige kamp med fakta, og vi skal turde tage ejerskab over den udvikling, der har været, omend dele af den har været styret af lovgivning. Det er jo trods alt ikke lovgivningen der har gjort, at vi i dag kan producere over 30 grise pr. årsso under de forhold, som vi er pålagt at tilbyde dyrene. Det er ene og alene vores stærke faglighed, og det, skal vi være stolte af.
Dette bliver så den sidste leder fra min hånd, da Thea Kvist Feldbak vender tilbage fra sin barselsorlov. Det har været et spændende år, hvor jeg har oplevet et utroligt gåpåmod ude på staldgangene. Jeg er både glad og taknemlig for, at jeg fik lov til at varetage redaktørjobbet på Hyo.
