Når man kom i nærheden af Samsons stand til Borgeby Fältdagar, bredte duften af gylle sig.
Samson havde nemlig taget en kundecase med i form af en Genesis PGII med en 24 meters TSB slæbeskærsbom. Bommen blev sidste efterår præsenteret på Agritechnica for offentligheden.
Men allerede inden Agritechnica havde Samson dette fine sæt kørende i Sverige, for lige efter høsten 2023 fik Johns Maskinstation AB denne vogn leveret. Maskinstationen holder til lidt øst for Karlstad i Sverige.

Det er blevet til 60.000 kubikmeter siden. Det kunne dog ikke ses på vognen, da den virkelig stod som ny, og kun duften af gylle afslørede, at det var en kundecase, de havde med på standen.

- Det var ikke meningen, vi skulle have haft en brugt vogn med, men eftersom vi skulle op og inspicere vognen i Sverige, efter den har kørt 60.000 kubikmeter, og kom vi i snak med kunden, om det her var en rigtig god kundecase at vise frem, fortæller Torben Larsen, direktør hos Samson.
- Når man kigger på bommen, er der næsten ingen slid på skærene, og det er det, vi gerne vil understrege med at have en brugt vogn med. Vi vil vise hvad der er af slid eller mangel på samme, siger Torben Larsen.
Når messen i Borgeby er ovre, skal vognen tilbage og have flere kubikmeter igennem sig.





