Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Novo Nordisk skal hjælpe med at gøre den grønne trepart til virkelighed
I løbet af de næste 10 år vil Novo Nordisk Fonden bruge 10 milliarder kroner til omlægning af danske arealer, så der bliver plads til mere natur og biodiversitet samt landbrugsproduktion baseret på moderne teknologier.
- Jeg er utrolig glad for samarbejdet med Novo Nordisk Fonden, som vil udgøre et væsentlig bidrag til at realisere visionen i den grønne trepartsaftale. Vi skal sætte endnu mere i fart i udviklingen af ny teknologi og moderne landbrugsproduktion, og der skal være bedre plads til natur og biodiversitet i Danmark. Det vil kræve store investeringer, siger økonomiminister Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.
Hun mener, at det er rigtig godt, at man i Danmark kan lave samarbejde med eksempelvis virksomheder og fonde.
Samarbejdet med Novo Nordisk Fonden skal understøtte konkrete projekter og indsatser, som i særlig grad kan bidrage til arealomlægning, som understøtter natur og biodiversitet til fordel for borgere i hele Danmark. Med aftalen prioriterer fonden 10 milliarder kroner over de næste 10 år til at løfte den markante opgave.
- Det er et virkeligt ambitiøst naturgenopretningsprojekt, som kommer til at gøre Danmark grønnere og får betydning for danskerne, for biodiversiteten og for havmiljøet. Jeg er meget glad for, at vi kan komme med det her vigtige bidrag til den grønne omstilling, siger Mads Krogsgaard Thomsen, der er administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden.
Store signaturprojekter,
Samarbejdet ned Novo Nordisk Fonden vil blandt andet sigte mod store signaturprojekter, hvor der skabes nye, større sammenhængende naturområder med høj kvalitet eller målrettede kvalitetsforøgelser i eksisterende naturområder og natur- og produktionsskov.
Der kan også være tale om vidensopbygning og acceleration af den teknologiske udvikling i relation til moderne landbrugsdrift samt indsigt i tilstande og effekter i naturen.
- Naturen i Danmark er under pres, flere af vores dyre- og plantearter har behov for mere plads, og mange arter er i fare for at uddø. Samarbejdet med Novo Nordisk Fonden er med til at levere på den nødvendige nytænkning af vores areal og vil give os værdifulde signaturprojekter med store sammenhængende naturområder, der kan skabe bedre levesteder for vores vilde og hjemmehørende arter, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Regeringen og Novo Nordisk Fonden vil i efteråret 2024 tage nærmere stilling til rammerne for udmøntningen af fondsmidlerne over den 10-årige periode.
Fonden vil blive inddraget i udmøntningen af relevante dele af aftalen og dermed indgå i tilrettelæggelsen af de konkrete indsatser, som Fonden bidrager finansielt til.