Nu skulle den være god nok. Den grønne trepartsaftale er faldet på plads, og derfor har formanden for forhandlingerne, Henrik Dam Kristensen, og økonomiminister Stephanie Lose (V) inviteret til pressemøde.

Her har de sammen med resten af den grønne trepart præsenteret en aftale, som af Stephanie Lose blev kaldt historisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med aftalen er parterne enige om, at der skal indføres en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr.

Der indføres en afgift på 300 kroner pr. ton CO2e i 2030 stigende til 750 kroner. pr. ton CO2e i 2035 med et bundfradrag på 60 procent, som også tidligere har været fremme.

Den effektive afgift vil dermed udgøre 120 kroner pr. ton CO2e i 2030, eller fem kroner mindre, end hvad Svarerudvalget anbefalede, som den laveste sats. Afgiften vil være stigende til 300 kroner pr. ton CO2e i 2035.

Der afsættes desuden godt 30 milliarder kroner til udtagning af i alt cirka 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde inklusive randarealer samt rejsning af 250.000 hektar skov.

Hertil opstilles en tilskudsordning på samlet godt 10 milliarder kroner frem mod 2045 til lagring af biokul produceret ved pyrolyse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Partnerne er desuden enige om, at der som led i omstillingen af landbrugs- og fødevareerhvervet også er behov for at sætte endnu mere fart i udvikling og modning af nye klimateknologier og -tiltag - og at reduktionseffekterne af disse så hurtigt som muligt skal dokumenteres, så de kan tælle med i den nationale emissionsopgørelse.

Samlet set skønnes indsatserne i aftalen at reducere de danske udledninger med 1,8 mio. ton CO2e i 2030. Aftalen lukker hullet i forhold til det danske 2030-klimamål.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen indeholder aftalen mere, end vi skal bruge til 2030-målet. Men hvis det skulle vise sig, at der vil mangle noget, så skal yderligere reduktioner findes hos landbruget, er parterner enige om.

  • Reduktioner af drivhusgasudledninger for 1,8 mio. tons CO2e i 2030 - og potentiale for op mod 2,6 mio. tons.
  • En CO2e-afgift på udledninger fra husdyr. Der indføres en afgift på 300 kr. pr. ton CO2e i 2030 stigende til 750 kr. pr. ton CO2e i 2035 med et bundfradrag på 60 pct.
  • Den effektive afgift vil dermed udgøre 120 kroner pr. ton i 2030 stigende til 300 kroner pr. ton i 2035.
  • Tilbageførsel af provenu til erhvervet: Provenuet fra husdyrafgiften i 2030-31 tilbageføres som en omstillingsstøttepulje, der skal understøtte erhvervets grønne omstilling.
  • Håndtering af provenuet genbesøges i 2032.
  • Etablering af Danmarks Grønne Arealfond, som vil omfatte aktiviteter for omtrent 40 mia. kroner.
  • Rejsning af 250.000 hektar skov (svarende til et areal på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm).
  • Udtagning af 140.000 hektar kulstofholdige lavbundsjorde inkl. randarealer.
  • Et mål om mindst 20 pct. beskyttet natur. Rejsning af 80.000 ha privat urørt skov, 20.000 ha statsskov samt udtagning af lavbundsjorde vil øge omfanget af beskyttet natur betydeligt.
  • Tilskudsordning på samlet godt 10 mia. kr. frem mod 2045 til lagring af biokul produceret ved pyrolyse.
  • Paradigmeskifte i kvælstofindsatsen, hvor arealomlægning er hovedmotoren til at nå målene i EU's vandrammedirektiv.
  • Gebyrafløftning af slagterier for 45 mio. kr. årligt med virkning fra 2029 samt afsætte af en pulje til opkvalificering på i alt 100 mio. kr. over perioden 2027-30.