Der er kommet ansøgninger til bio-ordninger for cirka 75.000 hektar mere i år end i 2023. Landbrugsstyrelsen har netop opgjort tallene for, hvor stort et areal, der er søgt om tilskud til i årets ansøgningsrunde, og her er der ikke tvivl om, at bio-ordningerne er blevet mere populære.
Samlet har styrelsen modtaget ansøgninger for 2,55 millioner kroner, hvilket er lidt højere end i 2023.
- Der tegner sig et generelt billede af, at bio-ordningernes popularitet stiger blandt de danske landbrugere. Der er især mange, som har fået øjnene op for bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed og det nye tillæg til bestøverbrak, oplyser Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Landbrugsstyrelsen har tilpasset ordningen, da de sidste år modtog ansøgninger til et langt mindre areal, end de regnede med.
- Vi er glade for at se, at indsatsen har båret frugt, og at vi har modtaget ansøgninger til et areal, der er cirka 30 procent større end sidste år. Vi håber, at fremgangen vil fortsætte i 2025, siger Theresa Linnea Markenvard, der er teamleder i Landbrugsstyrelsen.
Selvom der har været en markant stigning mellem 2023 og 2024, er der stadig plads til, at endnu flere kan søge bio-ordningerne, og der er forsat underansøgning på næsten alle bio-ordningerne i forhold til de afsatte tildelinger af midler til ordningerne.
- Det betyder, at vi fortsat forventer at kunne udbetale de tilskudssatser, vi har beregnet for 2024 samtidig med, at der forsat er midler afsat til bio-ordningerne i 2025 og frem, så endnu flere kan indgå i de frivillige ordninger.

