Lyt til artiklen:

L&F glæder sig over samlet fødevare- og veterinæraftale

00:00
Hastighed: ???x
02:11

Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at der er indgået en bred politisk aftale, fortæller organisationen i en pressemeddelelse.

Den kan nemlig være med til at understøtte udviklingen af en bæredygtig produktion og fremtidssikre Danmarks stærke position på det globale fødevaremarked, lyder det fra Trine Vig, der er fødevare- og veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er tale om en stærk aftale, der bygger på overordnede principper og en samlet økonomisk ramme for Fødevarestyrelsens arbejde. Set i lyset af den foranderlige verden, vi lever i, er der i langt højere grad brug for agilitet og forandringsparathed i de opgaver, der skal løses. Derfor er det positivt, at aftalen giver mulighed for, at der i højere grad end i dag kan flyttes rundt på ressourcer og justeres i indsatser, siger hun.

Trine Vig hæfter sig også ved, at et stærkt og effektivt beredskab prioriteres højt i aftalen, og at der er enighed om, at indsatsen for at holde landet fri for Afrikansk Svinepest fortsat er et vigtigt indsatsområde i Fødevarestyrelsens arbejde.

Aftalen indeholder også et øget fokus på reduktion af kontroltryk og kontrolgebyrer samt ambitioner om forenkling og bedre rammer for vores fødevarevirksomheder, og det er vigtige indsatser for erhvervet, siger Trine Vig:

- Det har stor betydning for erhvervets konkurrenceevne og er afgørende for, at det er attraktivt at drive fødevarevirksomhed i Danmark. Vi vil derfor også gerne kvittere for de positive takter i at sikre en mere risiko- og behovsorienteret kontrol og for at se på mulighederne for at implementere nye digitale værktøjer i kontrollen.

Landbrug & Fødevarer ser frem til at følge udmøntningen af aftalen i praksis og at se de mange initiativer blive konkret afspejlet i en reduktion i erhvervets omkostninger til kontrol.