Lyt til artiklen:

Flest sjællandske landmænd forsikrer afgrøder

00:00
Hastighed: ???x
02:44

Topdanmark konstaterer, at interessen for at tegne afgrødeforsikringer har været stigende, og selskabet forventer ifølge en pressemeddelelse, at interessen for at købe en afgrødeforsikring vil stige yderligere i takt med at vejret bliver mere ekstremt.

Topdanmarks opgørelse viser, at omkring 18 procent af de landbrugskunder, som det er relevant for, har tegnet en afgrødeforsikring. Til sammenligning var det fem procent for et år siden. Hundredvis af landmænd har dermed valgt at købe en afgrødeforsikring i Topdanmark det seneste år.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Men der er geografiske forskelle på interessen for afgrødeforsikringer, og Topdanmark har opgjort, at interessen er størst på Sjælland og øerne, hvor 35 procent af de relevante kunder har valgt forsikringen.

I Sønderjylland og Østjylland er andelen 14 procent, mens den er nede på 11 procent i både Nordjylland og Nordvestjylland.

Ekstremt 2023

- Den stigende interesse for vores afgrødeforsikring kommer efter et begivenhedsrigt 2023, som bød på ekstreme vejrfænomener som tørke, skybrud og sommerstorm. Så der er ingen tvivl om, at sidste års vejrbegivenheder var et wakeupcall for en del landmænd, hvilket har fået flere til at forsikre deres afgrøder mod for eksempel tørke og store mængder regn, siger Preben Rasmussen, landbrugschef i Topdanmark.

Med en afgrødeforsikring er det ifølge Topdanmark muligt at forsikre sine afgrøder mod for eksempel tørke og store mængder regn, da den dækker udbyttetab på blandt andet korn, græs, roer, raps, kartofler og majs.

Vejret er et vilkår

- Det er et grundvilkår som landmand, at vejret er omskifteligt, men vi forventer, at endnu flere landmænd vil tegne en afgrødeforsikring i fremtiden, i takt med at vejret forventes at blive mere ekstremt. Med en afgrødeforsikring kan landmænd sikre, at de ikke taber penge efter en fejlslagen høst på grund af en række eksterne forhold, siger Preben Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens 2023 endte som det vådeste år nogensinde i Danmark, har starten af 2024 også været drivvåd. Med 104 millimeter endte april 2024 med at blive den vådeste april, som nogensinde er målt i Danmark.

Man skal ifølge forsikringsselskabet nå at købe afgrødeforsikringen, inden man sår sine afgrøder, uanset om det er vårafgrøder eller vinterafgrøder. Det skal dog senest ske 1. november eller 1. maj.

Topdanmark forsikrer lidt mere end hvert andet landbrug.