Med to driftsledere og 10 ansatte er hverdagen med daglig afgræsning på mælkebedriften Clausen Agro sat i system. Hver dag i årets knap syv måneder er afgræsning på skiftefolde skemalagt, så køerne er sikret nyt friskt græs hver eneste dag.
De 630 økologiske årskøer kom første gang på græs den 16. april efter fem måneder på stald. Lige omkring denne dato plejer at være starten på en ny græssæson, men det kølige vejr og den megen nedbør i foråret tvang køerne retur til stalden to gange, inden de igen fra start maj for alvor kunne komme ud på de grønne marker og æde løs fra tidlig morgen klokken 4.30 til 14.30 eftermiddag.