Lyt til artiklen:

Østjylland er Danmarks spisekammer

00:00
Hastighed: ???x
02:49

Østjylland er det stærkeste vækstcenter uden for hovedstadsområdet. Og på nogle områder stærkere, når det gælder fødevareeksport.

Fødevarer fra Østjylland tegnede sig for en omsætning på 212 milliarder kroner i 2022 og 26 procent af hele landets omsætning på fødevarer. De østjyske fødevarer stod alene for 36 procent af landets eksport på dette felt (opgjort i løbende priser), skriver Business Region Aarhus, som består af 12 østjyske kommuner, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det viser en helt ny Frekvensrapport (udarbejdet af Index 100), som netop er offentliggjort. Rapporten bygger på tal fra Danmarks Statistik.

- De østjyske fødevarevirksomheder har en helt unik styrkeposition. Fremgangen tæller ikke 'bare' for de enkelte virksomheder, men gør både Østjylland og resten af landet rigere, siger Frands Fischer, formand for Business Region.

Interesse for dansk frugt og grønt

En del af fremtidens vækst kan vise sig at komme fra nye markeder ifølge Gasa Nord Grønt, som har hovedkontor i Aarhus.

Virksomheden er andelsejet og sælger danskproduceret frugt og grønt i Danmark og udlandet. Meget af det er økologisk.

- Lande som Italien og Spanien har vi traditionelt set som Europas spisekammer. Men de oplever i stigende grad ekstremt vejr med oversvømmelser eller tørke. Derfor ser vi en voksende interesse for dansk frugt og grønt fra disse lande. Jeg havde forleden besøg af en spansk indkøber, som er interesseret i vores grøntsager. Han vil gerne vil sikre sig, at der altid er frisk frugt og grønt på supermarkedernes hylder. Uanset vejr og vind, fortæller Lars Verner Christensen, administrerende direktør, Gasa Nord Grønt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ser muligheder for vækst på både nærmarkeder og de mere sydlige lande. Økologisk frugt og grønt fra Danmark har ganske enkelt et godt ry - både for høj kvalitet og leveringssikkerhed. Især Tyskland sætter pris på økologi.

Med hensyn til at fortsætte den stærke erhvervsudvikling siger Frands Fischer:

- Vi skal holde fast og understøtte den stærke udvikling. Det kræver blandt andet fortsat opbakning til Østjylland som logistikregion samt lettere adgang til dygtige medarbejdere, herunder også internationale medarbejdere og internationale studerende, siger han.

Business Region Aarhus tæller kommunerne: Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus.