En sorteringstromle, en renser og andre maskiner er ved at blive installeret med bolte og gummiaffjedringer i en 40 fods container på en græsmark uden for Kenyas hovedstad Nairobi.
Anlægget, der kan sortere, rense og bejdse såsæd er det første, som Brønderslev-virksomheden Gl. Buurholt vil prøve sig med i Afrika. Når høstsæsonen begynder i Kenya i slutningen af august, skal containeren ud at køre på ladet af en lastbil ad bumpede veje rundt til farme og landsbyer i det store østafrikanske land.





