Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Pöttinger sikrer foderet med vildtsensor
Hvis man ser Pöttingers Sensosafe for sig selv, kunne man kortvarigt foranlediges til at tro, at der var tale om en art sprøjtebom. Men ved nærmere eftersyn står det klart, at det er noget helt andet der er tale om.
For Sensosafe er Pöttingers bud på en vildtsensor, og monteres enten i liften foran en frontskårlægger, eller foran en sidemonteret skårlægger.
- Den fungerer sådan, at den infrarødt scanner ned på jorden, og den reflekterer på pels og fjerdragt. Det vil sige at et mørkebrunt muldvarpeskud ikke giver nogen alarm fortæller Lars Andreasen, der er general manager for Pöttinger i Skandinavien.
Når Sensosafe så får øje på noget der reflekterer - noget med enten fjer eller pels, så reagerer den på to mulige måder. Sidder den foran en frontskårlægger, så hæver den selv frontliften.
Sidder den derimod foran en sidemonteret skårlægger, så giver den en alarm, hvorpå maskinføreren selv skal bremse eller hæve skårlæggeren.
Derved sikres vildtet til glæde for både biodiversitet og landbrugets image, men ligeså vigtigt sikres foderet, og dermed også køerne eller hestene.
Reaktionstiden er dog betinget af fremkørselshastigheden.
- Jo hurtigere du kører, jo hurtigere skal du reagere. Men jeg vil vende det om og sige; kører du et sted, hvor du er i tvivl om der er vildt, så vil du også sætte din hastighed ned. Kører du 10-15 kilometer i timen, vil du stadig kunne reagere, for du har fem-seks meter fra sensoren til skårlæggeren, siger Lars Andreasen.
Han bemærker desuden, at det at sensoren bruger infrarødt lys er en fordel over de udbredte termiske kameraer på droner.
- På en dag hvor det er 25, 30 eller endda 35 grader, så kan det termiske ikke se, fordi det hele har samme temperatur. Så overflyver man arealet om morgenen, og så kan vildtet været nået tilbage ind i marken inden skårlægningen, siger han.