Lyt til artiklen:

Noteringen ligger stille: Markedet bevæger sig sidelæns

00:00
Hastighed: ???x
02:07

I uge 23 afregner Danish Crown fortsat 12,00 kroner pr. kilo for grisen. Dermed ligger noteringen for sjette uge i træk stille.

I sin markedsberetning skriver slagteriet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den lange sidelæns bevægelse i markedet fortsætter. Der er ikke de store ændringer i efterspørgslen, og markedet sukker efter nye impulser.

- Normalt er det jo overvejende positivt, når markedet er i balance, men i år forholder det sig anderledes, fordi forventningen var helt anderledes. At priserne i Europa ikke er steget, skyldes to ting. For det første er der et par procent flere grise på kontinentet, end der var for et år siden, og samtidig er der en del flere grise i Tyskland, end der var sidste år. Derfor er der varer nok til at møde efterspørgslen, og så stiger priserne ikke, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

I øjeblikket er der en pæn efterspørgsel på delstykker fra Østeuropa. Bacon, kamme og brystflæsk sælges jævnt, men til gengæld er priserne på skinker fortsat ramt af et lavt forbrug indtil nu i år.

Med hensyn til slagtesituationen skriver slagteriet:

Tilmeldingen til indeværende uge blev stort set som forventet i prognosen, og med den slagtekapacitet, der har været til rådighed, betyder det, at der bliver behov for at udsætte 43.000 tilmeldinger til uge 23.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den kommende uge er præget af Grundlovsdag, hvor kun anlægget i Horsens slagter onsdag. Med den forventede tilmelding vil der blive behov for at udsætte ca. 62.000 til uge 24.

For søernes vedkommende er der fremrykket 200 stk. til slagtning i indeværende uge, da Skærbæk ikke slagter Grundlovsdag. Med den forventede tilmelding forventes det, at der skal udsættes ca. 300 søer til uge 24.