Egentlig kommer Lars Møller-Christensen fra København, men det er dog lang tid siden, at han skiftede hovedstaden ud med Vestjylland.

Den 1. juni har han 40 års jubilæum som planterådgiver hos Vestjysk i Ringkøbing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har fulgt landbrugets udvikling fra familiebrug til storlandbrug, hvor landmændene er blevet mere specialiserede indenfor produktionsgrene, og hvor produktionsmetoderne fortsat er under konstant forandring og optimering. Det har, sammen med det gode arbejdsmiljø i Vestjysk, været med til at fastholde min interesse for at blive i den samme stilling i 40 år, siger 68-årige Lars Møller-Christensen i en pressemeddelelse.

Godsejer inviterer alle tidligre karle til 40 års jubilæum
Se også:

Godsejer inviterer alle tidligre karle til 40 års jubilæum

Han er uddannet landbrugstekniker i København, men efter en årrække på landbohøjskolens forsøgsgård, flyttede han til Vestjylland og blev ansat i Vestjysk.

- Jeg har haft den samme stilling gennem alle 40 år, men tidligere arbejdede vi mere med jordprøver, forsøg og serviceopgaver i forhold til rådgivningen, end vi gør i dag. Nu er det mere ren rådgivning og de opgaver for landmændene, der ligger omkring, for eksempel med hektarstøtteansøgninger, opfølgning på gødningsforbrug, sprøjtejournaler og så videre.

Lars Møller-Christensens nærmeste leder, Niels Gylsen Buch, ser 40-års jubilaren som en stærk ressource i Vestjysk, blandt andet på grund af hans gode evner til at dele sin viden og erfaring med de nye unge planterådgivere og landmænd.

- Kompleksiteten i Lars' kundeportefølje er meget høj, og der er ingen tvivl om, at han er ekstremt passioneret i håndteringen af sine kunder, samtidig med at han også trækker et stort læs internt på kontoret. Jeg har meget stor respekt for den gejst, Lars stadig har i sit arbejde efter så mange år, siger Niels Gylsen Buch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jubilæet bliver fejret den 31. maj med reception for inviterede samarbejdspartnere, kunder og familie.