Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Jan stopper efter 44 år hos Vinderup Maskiner
Det har været en tilbagetrækning, der har været undervejs i flere år, men nu er der sat dato for, hvornår Jan Pedersen sætter endeligt punktum for sin karriere i landbrugsmaskinbranchen hos Vinderup Maskiner.
Den 7. juni holder han afskedsreception og takker af efter 44 år.
- Det har været en utrolig rejse gennem de sidste fire årtier, hvor jeg har haft privilegiet at arbejde sammen med fantastiske medarbejdere og partnere. Selvom det er en svær beslutning at forlade virksomheden, ved jeg, at det er det rette tidspunkt for mig og min familie, siger Jan Pedersen i en pressemeddelelse.
Allerede tilbage i 2022 trådte han tilbage som administrerende direktør for Vinderup Maskiner og har siden da fokuseret på maskinforretningens importprodukter; som består af VM Loader, DINA Halmvogne og Farmtrac-traktorerne.
Som et del af generationsskiftet solgte Jan Pedersen også sine 25 procent af aktierne i Vinderup Maskiner til Danish Agro, som nu er eneejer af virksomheden.
Enden på en lang karriere
Jan Pedersen begyndte sin karriere hos Vinderup Maskiner som 17-årig i 1980 og har haft en ledende rolle siden 1987. Efter en tragisk trafikulykke i 1988 overtog han hele virksomheden som blot 24-årig.
Siden da har han arbejdet for at udvikle og styrke Vinderup Maskiner, som i dag har 54 medarbejdere og 15.000 kvadratmeter fordelt på lokaler i Vinderup og Nykøbing Mors.
- Jan og hans team i Vinderup Maskiner har igennem årene udviklet en fantastisk maskinforretning, og han har været meget synlig og aktiv i mange funktioner i branchen. Jan har altid stillet krav til producenterne og leverandørerne præget af markedets krav til moderne maskiner og optimeret service, siger Jens Skifter, der er bestyrelsesformand i Vinderup Maskiner og koncerndirektør.