Lyt til artiklen:

Syngenta bruger levende bakterie til at forebygge svampeangreb

00:00
Hastighed: ???x
02:24

Svampemiddelet Taegro til specialafgrøder giver landmænd nye og komplementære løsninger til de eksisterende produktkategorier - biologiske såvel som syntetiske.

Taegro er udviklet i samarbejde med Novonesis (tidligere Novozymes), og er skabt til at beskytte flere forskellige afgrøder mod svampeangreb, skriver Syngenta i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med Novonesis har Syngenta arbejdet målrettet på at udvikle svampemidlet med det fokus at levere en pålidelig og effektiv løsning til landmænd. Samtidig imødekommer den en stigende efterspørgsel efter og behov for flere biologiske muligheder.

Samarbejdet startede tilbage i 2012. Partnerskabet har muliggjort kombinationen af bioteknologisk ekspertise og innovation, som er målrettet til fødevareproduktionen og det moderne landbrug.

- Vi glæder os over, at vi nu kan introducere Taegro i Danmark. Det giver landmænd med specialafgrøder et biologisk produkt, der er fleksibelt i anvendelse, og kan indgå i en samlet strategi mod svampesygdomme. Derudover kan det anvendes i en lang række afgrøder, herunder jordbær, agurker og vindruer, siger Jesper Yngvesson, teknisk ekspert ved Syngenta Nordics.

Taegro er et bredtvirkende biologisk svampemiddel, der har effekt overfor de fleste typer af svampesygdomme. De vigtigste er her meldug og gråskimmel, men der er også effekt overfor salatskimmel, storkronet knoldbægersvamp og skulpesvamp. For at opnå bedste effekt ved brug af Taegro anbefales produktet anvendt i et integreret program til bekæmpelse af svampesygdomme, skriver Syngenta.

Kombination af virkemekanismer

Taegro er en levende bakterie, som leveres i et letopløseligt granulat. Bakterien aktiveres, når granulatet opløses i vand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med flere virkemekanismer, som komplementerer hinanden, beskyttes planten ved at bakterien koloniserer bladene og konkurrerer om pladsen, således at der ikke er plads til svampesygdommene.

Derudover udskiller bakterien biologisk aktive molekyler, som forhindrer svampeangreb og er med til at aktivere plantens forsvarsmekanismer, så planten bedre kan stå imod svampeangreb.