Lyt til artiklen:

Stephanie Lose: Græs har stort potentiale som virkemiddel

00:00
Hastighed: ???x
02:51

Økonomiminister Stephanie Lose (V) fik under et besøg hos BioRefine et indblik i græsproteiners potentiale som inspiration til arbejdet i Grøn Trepart og kommende forhandlinger om en CO2-afgift.

Fredag var Stephanie Lose rundt på græsproteinfabrikken BioRefine Denmark ved Varde for at få et indblik i, hvilket potentiale der er forbundet med udvindingen af græsproteiner fra kløvergræs og lucerne, skriver DLG i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dyrkningen af græs og produktionen af græsproteiner er ét blandt mange virkemidler i landbruget, hvor der ligger store potentialer. Det er vigtigt, at vi kigger på muligheden for at dyrke afgrøder, der har en stærkere klima- og miljøprofil, som også inkluderer nye arbejdspladser, siger Stephanie Lose.

Udover økonomiministeren deltog Niels Dengsø Jensen, bestyrelsesformand i DLG, Vagn Hundebøll, adm. direktør i BioRefine Denmark, og Jakob Lave, direktør for bæredygtig forretningsudvikling i DLG.

Mulighederne i græsprotein

- BioRefine Denmark er en af mange investeringer, hvor vi vil kommercialisere bæredygtige løsninger til landbruget. Dyrkningen af græs kan være en gevinst for både landmanden, klimaet og miljøet. Derudover ligger der også store muligheder for massive investeringer i landdistrikterne. Jeg håber, det er nogle af de budskaber, som ministeren tager med ind til forhandlingsbordet, siger Niels Dengsø Jensen, bestyrelsesformand i DLG.

BioRefine Denmark er stiftet af andelsselskaberne DLG, Danish Agro og DLF. Produktionen gik i gang tilbage i 2021.

I dag bruges de økologiske proteiner til fjerkræ, kvæg og smågrise. I de næste år er selskabet også med i et projekt, der skal undersøge mulighederne for at anvende græsproteinerne i fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har brugt de seneste par år på at finjustere vores produktion, og nu har vi teknologien på plads. Næste skridt er, at vi skal skalere op med nye fabrikker og større mængder. Der er ingen tvivl om, at udviklingen kan accelereres yderligere, hvis vi kan skabe yderligere incitamenter for landmanden til at dyrke græs, siger Vagn Hundebøll, adm. direktør i BioRefine Denmark.

- Potentialet for græs er stort, og jeg er sikker på, at vi vil arbejde markant mere med, hvordan vi anvender sidestrømmene fra produktionen bedst muligt. Der ligger nogle spændende muligheder inden for vigtige brancher, som ser muligheder i at bruge græsfibrene til f.eks. isolering, emballering eller tekstil, siger Jakob Lave, direktør for bæredygtig forretningsudvikling i DLG.