Lyt til artiklen:

25 år med pløjefri dyrkning

00:00
Hastighed: ???x
03:35

Til sommer er det 25 år siden, at FRDK blev stiftet. Derfor inviterer foreningen til et stort pløjefri event den 12. juni på Sanderumgaard ved Odense.

Ved jubilæumseventet vil der være markdemo med demonstration af forskellige typer såmaskiner og forskellige jordbearbejdningsteknikker, skriver FRDK i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Både såmaskiner og harver er udstillet på dagen. Derudover er der faglige foredrag. Gæsterne kan høre om overgangen til pløjefri dyrkning, efterafgrøder, regenerativt landbrug og maskiner til pløjefri dyrkning.

CA-landmand Martin Molbo, der tidligere på året blev til fremtidens landmand af Landbrug & Fødevarer, fortæller om, hvordan han driver sit markbrug uden brug af plov, fortæller formanden for FRDK, Henrik Terp.

FRDKs rådgivere vil desuden lave rundvisninger i marken med fokus på opbygning af den sunde jord og teknikken omkring pløjefri dyrkning. Det er gratis at deltage, og arrangementet er åbent for alle.

- Vi håber, at rigtig mange vil komme og fejre dagen sammen med os, siger formand for FRDK, Henrik Terp, der også er driftsleder på Sanderumgaard, hvor arrangementet afvikles.

Ploven var en tidsrøver hos Jørn Libak

Se også:

Ploven var en tidsrøver hos Jørn Libak

Fremsynede landmænd

For 25 år siden blev en gruppe landmænd så inspireret efter en studietur til Sydtyskland i 1999 om pløjefri dyrkning, at de besluttede at tage det med hjem til deres kollegaer i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag dyrkes hver femte hektar i Danmark uden plov, og FRDK har næsten 700 medlemmer.

- De var enormt fremsynede, for i dag er minimal jordforstyrrelse og opbygning af kulstof i jorden et af tidens mest aktuelle emner især i klimadebatten og i diskussionen om regenerativt landbrug, siger Henrik Terp.

Han påpeger, at den forholdsvis lille gruppe af landmænd, satte gang i en udvikling, der for alvor har sat sit aftryk på dansk landbrug. Dyrkningsformen er i dag udbredt i hele landet og vokser til stadighed.

- Det er imponerende at tænke på, hvordan den udvikling har været, og hvordan det har spredt sig nedefra. Det er ikke hverken forskning eller andre videns-institutioner, der har skubbet det i gang. Nærmere tværtimod. Det skyldes nysgerrige og innovative landmænd, der vedholdende har holdt fast, og som har udviklet sig sammen i fællesskabet FRDK, selvom de har mødt og møder modstand, siger formanden.

Regenerativt landbrug

Formanden er ikke et øjeblik i tvivl om, at reduceret jordbearbejdning står overfor en stor fremtid. Ikke mindst fordi begrebet regenerativt landbrug buldrer frem. Arla, Nestlé, Cargill, Carlsberg og mange af de andre førende fødevareproducenter peger alle sammen på regenerativt landbrug som deres vej til klimaneutralitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Du får ikke et regenerativt landbrug uden at droppe ploven, have sædskifte og dyrke efterafgrøder. Altså akkurat det, vi gør, siger han. Formanden peger også på dyrkningssystemets positive effekter på miljøet på grund af mindre erosion, på klimaet og biodiversiteten. Den nyeste forskning fra USA peger desuden på, at pløjefri dyrkning også øger fødevaresundheden, siger Henrik Terp.