Abonnementsartikel

I 1958 trak statsministeren en ko ved navn Karoline efter sig. Historien eksisterer i flere versioner, men det er ganske vist, at Mejeriforeningens ko blev navngivet af statsminister H. C. Hansen den 13. februar 1958 i Tivoli, hvor han trak en rød- og hvidternet ko i naturlig størrelse efter sig, mens han råbt ”Kom så, Karoline”.

Dengang var landbruget ubestridt landets største erhverv, så det manglede bare, om ikke landets førsteminister kunne komme det betrængte erhverv til undsætning og deltage i en mejerikampagne, der skulle få danskerne til at spise sig gennem det bjerg af smør, som englænderne ikke ville aftage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Permanent overproduktion

Navnet Karoline er en sammentrukket form af ”Caramboline”, der kommer af verbet ”karambolere”. Hvad er det så, der karambolerer i koen Karoline? Det er der mangt og meget, der gør. Opfindelsen af centrifugen havde jo medført en permanent overproduktion af smør.

Og i betragtning af, at det reelt kun er nordeuropæere, som kan tåle mælkeprodukter efter pattebarnestadiet, fordi vi fortsætter med at producere enzymet laktase, kan man spørge, om det er andet end ”mejerigtigt” med den store mælkeproduktion fra de 600.000 køer. Rigtig klogt er det i hvert fald ikke.

Det er jo ikke ét fedt, hvad vi spiser. Og især ikke når fedtet er mættet som i smør. At Danmark virkelig er det smørhul, som vi ynder at kalde landet, når vi har oplevet det anderledes hårde liv i verden omkring os, kan man også se af antallet af hjerte-kar-sygdomme.

I dag er mælkeprodukterne skyld i kronisk diaré, blodpropper, knogleskørhed, åreforkalkning og muligvis kræft. Tidligere var det tuberkulose, miltbrand, skarlagensfeber, paratyfus, paradysenteri med flere. Men så fandt man ud af at varmebehandle mælken.

Husmoderen døde omkring 1920

Tilbage til koen Karoline. Det kvindelige ved koen Karoline er repræsenteret ved margueritten. Det husmoderlige ved det hvid- og rødternede forklæde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Koen Karoline kan derfor med lidt god vilje siges at rumme såvel husmoderen som hustruen. Husmoderen er en sen tildragelse i historien, og hun har kun opholdt sig der i omkring et århundrede.

Vi ved præcis, hvornår husmoderen for alvor er ved at uddø. Det er da man omkring 1920 lavede husmorforeninger. Husmorforeningernes formål var nemlig at udbrede husmoderbegrebet til de ikke-borgerlige klasser, især til arbejderklassen. De hjemmegående arbejderkoner skulle skoles om til husmødre, så lønnen kunne strækkes. Husholdningsskolerne gjorde derfor deres indtog i folkeskolen ved forrige århundredskifte.

En husmoder er jo en institution, mere end hun er en kvinde. Husmoderen var et universalgeni. Hendes viden var penge værd, så den blev efterhånden taget fra hende og brugt til fabriksproduktion af de produkter, som engang var hjemmeproduktion. Til sidst var hun ikke i stand til at give sin viden videre, for hun havde ingen. Derfor var der hårdt brug for Karolines Køkken, som blev oprettet 1962 og har husstandsomdelt over 20 millioner Karoline-bøger gennem årene.

Fedtforskrækkelsens årti

Karolines Køkken har lokket en masse mættede fedtsyrer i danskerne. Om det er en forbrydelse mod folkesundheden, skændes man bravt om for tiden. Og det er ikke bare fedtsyren, som er problemet. Nu beskyldes mælkeproteinet A1 beta-kasein for at forårsage Diabetes type 1, hjertesygdomme, skizofreni og autisme.

I 1990’erne trådte vi ind i fedtforskrækkelsens årti, og Karolinekoen gik på pension, slagtet på sundhedsreligionens alter. Samtidig erobrede manden køkkenregionerne. Karolinekoen stammer fra en tid, hvor vi spiste med god samvittighed og med en glubende appetit. Nu spiser vi ikke mere, fordi vi er sultne, for det er svært at blive med alle de mellemmåltider, vi indtager i dagens løb. Vi spiser nu for at blive sundere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Muteret til Big Mother

Vi er i dag vidne til et sundhedsvanvid, som er ved at tage livet af os. Men hvem er det, som jager en skræk i livet på os, så vi kun tør nyde smagsfattige lightprodukter? Det er den allestedsnærværende husmor. For tro endelig ikke, at vi er sluppet af med hende, selv om hun har forladt hjemmet. Husmoderen er en arketype. Hun forsvinder måske nok ud af huset, men aldrig ud af sindet.

Hun har forvandlet sig til den moderne erhvervsleder. Hun inkarnerer sig i forbrugerombudsmanden, klasselæreren, familierådgiveren, ernæringsrådgiveren, boligrådgiveren, forbyggelseskonsulenten, patientvejlederen. Hun forvandlede sig til Irma, Matas, Statens Husholdningsråd, Sundhedsstyrelsen og Karolines Køkken.

Men hun forvandlede sig først og fremmest til den store altindgribende og altomklamrende omsorgsstat, der nu har erstattet forsørgerstaten. Big Brother er muteret til Big Mother. Og vi dier alle ved hendes bryst. Staten har simpelthen skiftet køn og blander sig i alt med det formål at holde os raske og rørige.

For halvtreds år siden kom statsministeren trækkende med husmoderen i skikkelse af Koen Karoline. I dag har koen forvandlet sig til den husmoderlige omsorgsstat og trækker statsministeren efter sig.