Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nøgletal viser stærk soliditet i landbruget
Stigende renteudgifter presser resultaterne i landbrug, der har meget kapital bundet i jord. Dog leverer smågriseproducenter gode resultater, selvom de også er påvirket af de stigende renteudgifter til markbruget. Mælkeproducenternes økonomi er normaliseret efter et ekstraordinært 2022. Generelt giver en god og stigende soliditet stærke og modstandsdygtige bedrifter, skriver Fjordland i en pressemeddelelse.
Efter et fantastisk 2022 er planteavlernes regnskaber tilbage på det gamle niveau. Lavere priser og udbytter presser sammen med stigende renteudgifter indtjeningen. Renteudgifter alene er i gennemsnit er steget fra 352.000 kr. til 785.000 kroner pr. bedrift.
Kombineret med 25-30 procent ringere udbytter i forhold til 2022 og et lavt prisniveau, har året været udfordrende. Det opvejes dog af en stigende soliditet for planteavlerne. En god soliditet på i gennemsnit 37 procent vidner om, at bedrifterne fortsat er stærke på trods.
Resultater for smågrise og slagtegrise
Er du smågriseproducent, og har eksporteret dine smågrise, har du formodentlig haft god grund til at være tilfreds med årets resultat. Gennemsnitsresultatet for producenter af smågrise har ligget på næsten seks millioner kroner. Det er en stigning på over fire millioner kroner i forhold til år 2022.
Der har dog været stor forskel i resultater blandt smågriseproducenterne, som blandt andet afhænger af, om du har afsat dine smågrise til eksport eller i Danmark. Desuden er der også stor forskel på, om du har afsat til beregnet notering eller til puljenotering plus tillæg.
En historisk høj puljenotering betyder, at smågrise afsat med baggrund i denne er afregnet med cirka 160 kroner mere pr. stk., end hvis der er afsat efter beregnet notering. Hvis der er afsat til beregnet notering, vil det kun lige løbe rundt. Sammenhæng i økonomien kræver en smågrisepris på cirka 495 kr./stk.
Slagtegriseproducenter
Slagtegriseproducenterne har derimod været presset af de høje smågrisepriser. Fordi mange smågrise er afsat til eksport til favorable priser, har produktionen af slagtegrise været faldende i 2023. Nogle producenter har ladet staldene stå tomme i perioder, og i gennemsnit er produktionen faldet med cirka 10 procent Der er dog stadig opnået et positivt resultat til slagtegriseproducenterne.
En højere notering for slagtegrise på 14,02 kroner pr. kilo, er også næsten blevet spist op af stigende smågrisepriser. Desuden er notering for slagtegrise presset af den måde, vi eksporter slagtegrise på i Danmark i forhold til det øvrige Europa.
- Grundet stor eksport af svinekød fra Danmark ud på et presset verdensmarked, har vi ikke kunnet følge slagtesvinenotering i resten af EU, så det er nogle andre vilkår, de danske slagtesvineproducenter har levet under, fortæller Leif Lanng, der er virksomhedsrådgiver hos Fjordland.
Hverdag for mælkeproducenterne
Efter et rigtig godt 2022 er resultaterne før skat faldet for mælkeproducenterne. Det skyldes blandt andet faldende mælkepriser og forholdsvis store omkostningsstigninger.
Stigninger i produktionsomkostningerne gør sig gældende for både konventionelle og økologiske landmænd. Generelt ser vi en stigning i omkostninger på 60-66 øre pr. kg mælk. Næsten halvdelen af stigningen i omkostninger kan henføres til de stigende finansieringsomkostninger, hvor især renteudgifterne steg kraftigt.
Derudover har især økologerne været ramt af ekstra udgifter til stigende priser på tilskudsfoder. Det gælder dog ikke kun for økologerne, da også de konventionelle producenter i et vist omfang har været ramt.
Når det kommer til afregningspriserne på mælk, mener Svend Kristensen, der virksomhedsrådgiver hos Fjordland, at der er behov for at se ind i en fremtid, hvor mælkepriserne følger udviklingen i produktionsomkostningerne.
- Produktionsomkostningerne for mælkeproducenterne stiller krav om en mælkepris fremover, der som minimum skal være på niveau med den opnåede pris i 2023. For økologerne kræver det dog en bedre afregningspris, hvis meromkostninger ved at producere økologisk mælk skal kunne betales, skriver Fjordland.
Inflationen har ramt hele det danske samfund i 2023 - og den er ikke gået uden om mælkeproducenterne. Her har øgede udgifter til løn samt maskinstationerne gjort indhug i indtjeningen. Derimod har de faldende priser og udgifter til energi og el dog afblødt nogle af de økonomiske konsekvenser af inflationen.
Tips til at kickstarte bundlinjen
Hvis man har lyst til at blive meget klogere på årets regnskaber, samt hvordan man kan booste din bundlinje fremover, så er der flere relevante indlæg på årets Fjordland Kongres.
I 2024-udgaven har kongressen nemlig fokus på "forretning og fremtiden i landbruget". Her kan du eksempelvis blive klogere på, hvordan du optimerer din bedrift - uanset om det er planteavl eller dyrehold.
Der er også fokus på alternative indtjeningsmuligheder. Der er blandt andet fokus på, hvordan du kan øge din indtjening på sol og vind. Samtidig vil der også være fokus på, hvordan du tackler din ESG-rapport.
Fjordland Kongres finder sted den 6. februar KulturCenter Skive.