Abonnementsartikel
I over en uge har forhandlingsparterne, som skulle finde frem til en nye WTO-handelsaftale, været samlet i Genève i Schweiz. Men nu har de rige og fattige lande foreløbig opgivet at blive enige om spillereglerne for handel på kryds og tværs af landegrænserne.
Det skriver epn.dk.
Aftalen skulle have været på plads som et led i den såkaldte Doha-runde, der har stået på siden 2001. Det er også et kompliceret puslespil, der skal lægges bestående af toldtariffer og støtteordninger i de enkelte lande, som skal passe sammen.
Overordnet set vil de fattige lande gerne have lettere adgang til de vestlige markeder for deres landbrugsvarer, og på den anden side vil de rige lande gerne have lettere adgang til at sælge mere avancerede varer og ydelser i de fattige lande. Her forsøger regeringerne til gengæld at beskytte deres egne spirende udbydere på disse områder.
Dårligt nyt for dansk landbrug
Hos Landbrugsraadet herhjemme ser man med tristhed på de sammenbrudte WTO-forhandlinger og frygter, at det i fremtiden kan være med til at svække tilliden til WTO.
- Vi frygter, at der vil gå lang tid, før der bliver mulighed for at genoptage forhandlingerne. Og på den lange bane er det også vores bekymring, at det her kan svække tilliden til WTO, og dermed også svække rollen som et organ, der bilægger tvister, hvilket er en meget vigtig funktion for at sikre gode, ordnede forhold for verdenssamhandlen, siger Freddy Svane, der er administrerende direktør i Landbrugsraadet, til Ritzau.
Han er ikke i tvivl om, at det vil få konsekvenser for den hjemlige landbrugssektor, og han ser det som meget vigtigt, at EU-landene nu selv tager over for at sikre aftaler med eksportlande.
- Vi kan ikke nøjes med at se til, der er sket et sammenbrud. EU-landene på hurtigst muligt sikre, at deres eksportinteresser bliver varetaget med bilaterale og regionale frihandelsaftaler, siger Fredy Svane.