Nu er de sidste grovfoderanalyser ved at være i hus for mange mælkeproducenter. Det er altid spændende at få et analysesvar retur - ramte tørstofindholdet det ønskede? Hvor meget protein er der i fjerde slæt, og hvordan blev stivelsesindholdet i majsensilagen? Men det er stort set også de eneste analyser, der tages omkring foder på kvægbedrifter i dag. Og dette på trods af, at foderet udgør langt den største del af omkostningerne i en mælkeproduktion.
Selv på grovfodersiden, hvor det er velkendt, at der kan være store variationer gennem en stak, og der tilmed kan ske en udvikling henover sæsonen, tages grundlæggende kun én analyse i hver stak eller silo. Men er det ikke det helt forkerte sted at sparre?