I efterårsferien var Lars Nobel og familie på vej til New York. Ved ankomst i New York kom sms?erne væltende ind på hans og hans kone Hannes telefoner. Sostalden på St. Ladegård var brændt, mens de sad i flyet og cirka 100 søer og 700 smågrise var omkommet. Branden var opstået i en elinstallation.
- Det var frygteligt, og vi ville bare hjem, men blandt sms?erne lå også beskeder fra et bestyrelsesmedlem. Han havde styr på det hele og havde taget kontakt til forsikringen. Mine gode medarbejdere, naboer og håndværkere ydede en fantastisk indsats, så vi kunne ikke gøre det bedre ved at komme hjem. Vi valgte derfor at blive i New York og holde ferie, om end det blev en ferie præget af tragedien. Det var en helt fantastisk indsats, alle ydede - ikke mindst det bestyrelsesmedlem, som tog ansvar og tog de svære beslutninger i dagene efter branden. Han er tidligere svinekonsulent, og er kommet hos os i 20 år, fortæller en berørt Lars Nobel.