Abonnementsartikel
Til trods for, at de danske fødevaremyndigheder endnu ikke ved, hvad der er årsag til sommerens salmonellaepidemi, så reagerer fødevareministeren nu med søsættelsen af en skærpet indsats mod salmonella især i forhold til importeret kød.
Hun lægger op til øget fokus på salmonella og kampylobakter både fra de danske myndigheder og på EU-plan.
- Forbrugerne skal kunne være trygge ved de fødevarer, som de køber i butikkerne. Vi har en god politisk aftale på området, men jeg vil gerne styrke indsatsen både i forhold til virksomhederne og forbrugerne, siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse fra fødevareministeriet.
Hendes plan for indsatsen indeholder blandt andet en styrket importkontrol, hvor fødevareimportører skal forhåndsanmelde partier af fødevarer, hvis der er fundet salmonella i et tidligere parti. Et møde med importører for at drøfte branchens mulighed for at stille krav til leverandørerne om niveauet af bakterier. Desuden skal Fødevarestyrelsens hjemmeside udbygges med mere information til borgerne om kontrolfund hos de enkelte virksomheder.
Dernæst vil ministeren arbejde for, at der i EU fastsættes fødevaresikkerhedskriterier for salmonella i fersk kød, så kødet ikke kan sælges til forbrugerne, hvis det ikke overholder de fastsatte kriterier.
Endeligt skal den igangværende indsats mod sommerens salmonellaudbrud evalueres med henblik på en eventuel ændring af indsatsplanen.
Knap 600 tilfælde af salmonellaforgiftning er de seneste måneder blevet registreret, og myndighederne anslår at det reelle antal af salmonellaramte under epidemien er op mod ti gange større.
- Vigtigheden af en forstærket indsats på området bliver understreget af det aktuelle udbrud af salmonella, som jeg tager meget alvorligt, og som Fødevarestyrelsen, Fødevareinstituttet og Statens Seruminstitut arbejder hårdt på at finde årsagen til, siger Eva Kjer Hansen.