Abonnementsartikel

Mange mennesker i Danmark ved ikke, at der produceres mange svin i Indonesien. Produktiviteten er langt bagefter Danmark, men den udvikler sig langsomt.

EuroTier og Agromek er snart over os, og landmændene vil blive lokket til at købe det nyeste og smarteste udstyr, som alt sammen er designet til at spare arbejdskraft og reducere manuel indsats. Det er dog tankevækkende, at mange mindre velstillede svineproducenter ikke har råd til at købe, selv efter vestlige normer, simpelt udstyr.

Samtidig skal vi heller ikke glemme, at i mange andre, mindre velstående, lande er arbejdskraften stadig tilgængelig i rigelige mængder, hvilket gør, at mindre mekanisering giver flere arbejdspladser, og derved holder mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. I disse lande vil arbejdskrafteffektivisering medføre kriminalitet, da det vil presse flere ud i arbejdsløshed, hvor de er nød til at stjæle for at overleve. Mange større farme i de lande vælger at ansætte flere mænd og kvinder som en slags forsikring mod tyveri.

Indonesien er et svineproducerende land

Indonesien er det fjerde mest befolkede land på jordkloden med en befolkning på over 250 millioner mennesker. 90 procent af den befolkning er muslimer, men det betyder jo, at der stadig er 25 millioner mennesker, som ikke er muslimer, og som kan spise svinekød. Samtidig er Indonesien et populært turistmål for vesterlændinge, som også godt kan lide at spise bacon, pølser og skinke til morgenmad, mens de er på ferie.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Faktisk har Indonesien flere svin end Belgien eller Storbritannien, så der er et marked for udstyr til svineproduktion.

Ældre farm med mange ansatte

En af Indonesiens svinefarme er på 400 søer og beliggende på øen Java. Farmen er bygget for 20 år siden, og bygninger har meget høje tage for at sikre en god luftcirkulation. Mange af stierne har fast gulv med en sænket grebning i enden. Skidt og møg bliver så enten skrabet eller skyllet ned fra stien og ned i grebningen. Herfra kan det skubbes ud på den omkringliggende jord, hvor det kan løbe ned af skrænten og ned i den nærliggende flod.

Farmen har 27 medarbejdere, hvilket er et stort antal efter vestlige normer, men i betragtning af, at intet er mekaniseret, så er antallet af ansatte ikke helt så overraskende. Samtidig giver denne personalepolitik beskæftigelse for mænd og kvinder i landsbyen, hvilket som før nævnt kan fungere som en slags forsikring.

Farmens manager er Siradjuddian Yahya, som kommer fra Afghanistan. Siradjuddian Yahya har været manager på farmen de sidste fire år. Han er en muslim, og spiser derfor naturligvis ikke svinekød, men har ikke noget problem at arbejde med grise.

- Vi har et lille problem med vores produktivitet, men heldigvis ingen tegn på PRRS eller PCV 2, siger Siradjuddian Yahya.

Foderet blandes med skovl

Farmen fodrer med flere forskellige foderrationer, som alle er baseret på formalet majs, soja og ris klid. Foderet bliver simpelthen blandet med en skovl i en særskilt foderlade. Foderet skovles i sække af cirka 20-25 kg, så de kan blive fragtet rundt til de forskellige stalde og stier. Bureaukrati med hensyn til tunge løft er bestemt ikke nået landdistriktet Java endnu.

En vitamin- og mineralblanding er købt ind, og syntetisk lysin bruges i nogle af blandingerne. Mycotoxin er altid et problem i tropiske klimaer. Derfor tilsætter farmen Mtox plus, som er et toksin-bindemiddel lavet af franske selskab Olmix.

Der bruges meget arbejdskraft i farestalden

Farmens farebokse er hævet cirka en halv meter over gulvoverfladen og har jernrister som bund. Under stierne er der en sænket rende, som grisenes afføring kan rende væk i. Når de drægtige søer skal lukkes ind i farestierne, giver de hævede stier et mindre problem. Ikke alle søer er lige lette at overtale til at gå op i stien.

På jernristene lægges brugte hessian-poser for at forhindre, at de nyfødte grises ben kommer i klemme. Selvom der er varmt i stalden på grund af klimaet i Jave, hænges der varmelamper op til de nyfødte grise, og samtidig bliver de dyppet i en spand med Mistral, som er et andet Olmix-produkt. Det tørrer grisene op, så energitabet ved kulde bliver reduceret, og den tid de tager for at komme til yveret og die forkortes.

Smågrisene får i starten af diegivningsperioden klippet deres tænder og injiceres med jern. Senere kastreres hangrisene og samtidig snøres alle grisenes haler, så de visner og falder af. Efter minimum fem uger i fareafdelingen fravænnes grisene, og søerne flyttes videre til en bedækning.

Arbejdskraften i fareafdelingen er rigelig, så der er altid tid til at hjælpe de søer, som har svært ved at fare, eller hjælpe de små grise med at overleve.

Varmen påvirker resultaterne

Efter fravænning kommer søerne igen i brunst, hvor de bedækkes to gange af Pietrain og Duroc orner. Farmen bruger altså udelukkende naturlig bedækning og ikke kunstig sædoverføring. Ornerne opdrættes på lokale farme, som er specialiseret i det.

De høje temperaturer i staldene, hvilket skyldes klimaet i Jave, kan påvirke sædkvaliteten hos ornerne samt mængden af sædceller. Ornerne er også tit sløve og uden den store lyst til at bedække søerne. Disse faktorer er uden tvivl afspejlet i gårdens produktivitet, som ligger på cirka 16-17 grise pr. årsso.

Alle resultaterne bliver skrevet på et whiteboard, så alle kan følge med i, hvordan det går.

Transporten til slagteriet er dramatisk

Nogle af smågrisestierne har ikke fast gulv, men fuldspaltegulv, og foderet bliver tildelt i foderautomater, hvor der også bliver tildelt vand.

Slagtesvinene holdes i stier med fast gulv, hvor der flere gange dagligt skrabes afføring væk. Svinene slagtes ved omkring 110 kg, og proceduren for håndtering af slagtesvin er meget anderledes set ud fra vestlige normer. Hver gris bliver lokket ind i et pølseformet tråd-bur, som er lukket i begge ender. En stor stang bliver derefter stukket gennem buret for at gøre det muligt at bære grisen af to mænd. Det hele foregår roligt, og der er ingen grise, der kæmper eller hviner, mens denne operation udføres.

Grisene bliver sammen med buret placeret på en gammeldags vægt, som er bemandet af en ung dame, der registrerer vægten af hver enkelt gris i en stor notesbog. Efter vejning bliver grisene omhyggeligt læsset på en stor lastbil og gavmildt spulet med masser af vand, da lufttemperaturen i regionen ofte er oppe på 30 grader. Svinene slagtes i Jakarta, som er en 10 timers rejse. Varmen og den lange rejsetid får en mindre procentdel til at dø under turen. Resten af grisene lider drastisk i varmen.

Indonesien arbejder med produktiviteten

En anden farm i området, har alternative løsningsforslag til problemet med varmen. Samtidig ver farmen med i et projekt, hvor hvert enkelt slagtesvin kan spores helt tilbage til soen og ornen.

På denne farm fodres grisene om aftenen, hvor der er køligere, og derfor har større appetit. Samtidig er alle smågrise og slagtesvin placeret i kassestier, som huser et enkelt kuld. På den måde kan der komme luftstrømning rundt om alle stiens sider. Disse stier indeholder kun grise fra samme kuld, hvorfor det kan spores tilbage til so og orne. På den måde kan de bedste orner udvælges.

På denne farm er produktiviteten langt bedre end på den første farm. Her er der 21 grise pr. årsso, hvilket er flot i Indonesien, men der arbejdes stadig på at blive bedre. ?