Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Lavere skat på generationsskifte i 2025
Regeringens varslede ændring af skat på generationsskifte af virksomheder er tænkt til at træde i kraft fra 1. januar 2025. Det oplyser skatteminister Jeppe Bruus (S) til Børsen.
I regeringsgrundlag fremgår det, at bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af virksomheder skal nedsættes fra 15 procent til 10 procent. Det blev præsenteret igen i regeringens 2030-plan tirsdag, men uden at en dato for skattelettelsen blev nævnt.
Ud over at pille ved skatten vil regeringen også prioritere 800 millioner kroner til et retskrav på en skematisk model for værdiansættelsen af de familieejede virksomheder. Det beløb var på 500 millioner i regeringsgrundlaget.
Retskravet skal også træde i kraft 1. januar 2025, skriver Børsen.
- Det svære ved et generationsskifte er, at man skal beregne skat af en handel, der ikke har fundet sted, siger Morten Høyer, kommunikationsdirektør i Dansk Industri til Ritzau.
Han forklarer videre, at systemet i dag lider under, at man har en masse antagelser om, hvad virksomheden er værd. Og han oplever, at der er tendens til at overvurdere virksomhederne og dermed dræne egenkapitalen i dem. Det skal det nye system gøre op med.
Skattelettelsen og den skematiske model for værdiansættelsen skal finansieres ved at spare på erhvervsstøtten og med det økonomiske råderum.