Anæmi - også kaldet blodmangel eller lav blodprocent - hos smågrise er en tilstand, der er karakteriseret ved mangel på hæmoglobin i kroppens røde blodlegemer. Hæmoglobin spiller en vigtig rolle i transporten af ilt fra lungerne til kroppens celler, og når hæmoglobin-mængden er reduceret, reduceres kroppens tilgang til den livsvigtige ilt. Den hyppigste årsag til anæmi hos smågrise er jernmangel, som opstår, når smågrises medfødte jerndepoter er udtømt. Andre årsager til anæmi er når stressede forhold bevirker, at kroppen enten ikke er i stand til at opbygge tilstrækkeligt hæmoglobin, eller når nedbrydelsen af hæmoglobin i kroppen øges.
Der findes forskellige grader af jernmangel-anæmi. Anæmi er en tilstand, som udvikler sig hurtigt, og derfor bør man tage alle grader af anæmi alvorligt. En lettere grad af subklinisk anæmi vil, hvis den ikke behandles, hurtigt udvikle sig til den langt mere alvorlige tilstand kaldet akut klinisk anæmi.